Fortsæt til indhold

Smitten er rekordhøj i Aarhus

Med 1.739 nye smittetilfælde det seneste døgn sætter Aarhus Kommune for anden dag i træk ny corona-rekord.

Samfund
jwh

Smitteniveauet i Aarhus har de seneste dage været tårnhøj, og dagens coronatal hjælper bestemt ikke på det. Ifølge Aarhus Kommunes daglige coronaoversigt er der således blevet konstateret 1.739 nye tilfælde det seneste døgn, hvilket er ny rekord.

Som tilfældet har været det seneste stykke tid, så er det især blandt aarhusianere i alderen 20 til 29 år, at der er høj smitte. Det seneste døgn er der således fundet 889 nye tilfælde i den aldersgruppe. Størst er smitten ligeledes i Aarhus C, hvor 631 af det seneste døgns smittede har adresse.

Dagens tal får den samlede incidens for Aarhus Kommune op på 1.974, hvilket også er ny rekord.

I Region Midtjylland er 86 personer i øjeblikket indlagt med covid-19. 27 af dem ligger på Aarhus Universitetshospital i Skejby.

På landsplan er der blevet registreret 28.283 tilfælde af covid-19 blandt de 231.270 PCR-prøver, der er blevet foretaget det seneste døgn. Antallet af indlagte er faldet med 10 det seneste døgn, så der nu ligger 784 corona-patienter på landets hospitaler. 80 personer ligger på intensiv, og 49 ligger i respirator.

Der er desuden sket 15 coronarelaterede dødsfald det seneste døgn.