Fortsæt til indhold

En løbestærk skole: Lærer bag nyt motionsløb i Højbjerg

Sara Middelhede er idékvinde bag 'Rundhøj løber', der forleden tiltrak 200 løbere

Samfund

Skoleliv På Rundhøjskolen i Højbjerg plejer man at arrangere et trail-løb, som af gode grunde ikke kan lade sig gøre i år.

I stedet snørede flere elever fra skolen, deres forældre og lærere løbeskoene onsdag 6. maj sammen men hver for sig rundt i skolens distrikt, hvor man kunne vinke til hinanden på afstand.

For at være sammen om noget uden at være sammen og for at holde skolens idrætsprofil i hævd.

Kommunens største skole trives med corona-forandringer

Idékvinden bag løbet, som er blevet døbt ’Rundhøj løber’, er idrætslærer Sara Middelhede. Hun har undervist på skolen i de seneste ti år.

Related content

”Jeg deltog i ’Danmark løber sammen’-løbet i april, hvor man løb hver for sig og heppede på den, man mødte på sin vej. Mens jeg løb mine ti kilometer, tænkte jeg, at det skulle vi da også prøve på Rundhøjskolen, og jeg fik hurtigt en masse til at hjælpe mig med det praktiske. Det greb pludseligt om sig med medaljer og alt muligt. Det har været et superfedt projekt, hvor vi har været mange forskellige fra skolen, der har budt ind og løftet i flok,” fortæller Sara Middelhede og tilføjer:

”Jeg synes, det gik megagodt, og der var en god stemning. Jeg var helt høj, da jeg kom hjem. Bagefter er der kommet rigtig mange positive kommentarer, så det er vildt fedt.”

Gensynsglæde uden kram

Der var en sidegevinst ved løbet, for endelig kunne hun få lov at gense nogle af sine 6.og 7. klasses elever og kolleger i virkeligheden.

”Det var virkeligt dejligt at se alle igen, men også rigtigt svært ikke at kunne få lov at gå hen og give en krammer. Men det var lige præcist det, vi ville med løbet. Få mulighed for at se nogle rigtige mennesker igen på afstand og ikke bare på en skærm. Vi er jo en idrætsskole, så det var oplagt at arrangere et løb,” forklarer Sara Middelhede, der udelukkende har stået for virtuel undervisning i hele nedlukningsperioden.

”Det er ikke det mest optimale i idræt, men det er lykkes indtil videre. Vi har haft en del teori om anatomi og opvarmningsprogrammer, og så har eleverne lavet forskellige virtuelle opvarmningsprogrammer. Men jeg savner godt nok mine elever og kolleger helt forfærdeligt. Det er ret ensomt ikke at kunne komme på skolen,” siger hun.

Stafetten er sendt videre til Vestergårdskolen i Viby, der har vist interesse i at arrangere et lignende løb.

”Og så håber vi, at der er endnu flere Aarhus-skoler, som har lyst til at gøre det samme, så der er endnu flere, som kan komme ud at løbe. Vi har selv ikke besluttet her på skolen, om vi vil gentage løbet til næste år. Men det kan sagtens være, for det var en ret hyggelig og uformel måde at få lokket folk ud på,” lyder det fra Sara Middelhede.

At der så deltog 200 løbere oversteg alle forventninger.

”Da vi startede, var det ikke til at vide, om folk ville deltage. Vi kunne risikere, at der stod ti mennesker rundt og tænkte, vi var heldige, hvis vi kunne komme op på 100, men det var helt overvældende og dejligt, at der kom 200,” fortæller læreren, der i øvrigt er nomineret til Politikens Undervisningspris, fordi hun gør en markant forskel, holder de unge mennesker i gang og motiverer dem. Desuden har hun sendt et væld af videohilsner til sine elever og har formået at holde kontakt trods coronakrise.

”Jeg bliver helt forlegen, men selvfølgelig også glad og taknemmelig for at være nomineret. Jeg synes jo, at der er mange af mine kolleger, som kunne nomineres. Der er virkelig mange af dem, der gør det godt.” siger hun.

Penge til skoler og dagtilbud