Fortsæt til indhold

NTM-formand: Tung trafik skal køre på de store veje

Kim Lykke Jensen står fuldt ud på mål for den længe ventede beslutning om at lede den sydfra kommende tunge trafik, der skal til Pindstrup, gennem Ryomgård by, i stedet for at benytte vejen fra Thorsager til Pindstrup

Samfund

THORSAGER-PINDSTRUP-RYOMGÅRD Det vakte opsigt og debat mand-og-mand-imellem i Ryomgård, at der på kanten til sommerferien blev opsat skilte i byen, der skal lede den sydfra kommende tunge trafik som skal til Pindstrup, gennem Ryomgård by - i stedet for som hidtil at benytte vejen fra Thorsager til Pindstrup.

Beslutningen kommer ikke overraskende, fordi det længe har været et ønske fra mange borgere i både Pindstrup og Thorsager.

Det er anerkendt, at det er farligt at være almindelig bilist på strækningen og endnu mere cyklist og almindeligt gående, når et lastvognstog viser sig i horisonten.

”Kan I ikke sørge for, at der ikke må køre lastbiler på strækningen, som det har været tilfældet tidligere,” spurgte en Pindstrup borger således tidligere på året henvendt til den samlede socialdemokratiske byrådsgruppe, der var på besøg i Landbohjemmet i byen.

”Det bestemmer vi desværre ikke, men derimod kun Politiet. I gruppen er vi helt enige i, at det er en farlig strækning for de svage trafikanter,” svarede borgmester Ole Bollesen dengang.

”Jeg ved, at vores NTM-formand Kim Lykke Jensen (formand for Udvalget for Natur, Teknik og Miljø Kim Lykke Jensen (SF), red.) vil kontakte politiet i håb om, at de vil se på, om det skal være slut med tung trafik fra Thorsager til Pindstrup og modsat,” lød det fra borgmesteren.

Rigtig beslutning

Kim Lykke Jensen glæder sig over, at Politiet nu har sagt god for ikke længere at belaste strækningen fra Thorsager til Pindstrup med store lastbiler og vogntog.

”Der kan ikke være to holdninger til, om den tunge trafik hører til på de store veje eller de små. Det er klart, at lastbiler primært hører til på hovedvejene. Trafiktællinger har fortalt os, at problemet har været stort,” siger NTM-formanden, der er fuldt ud klar over, at glæder du borgerne i Pindstrup og Thorsager, så vækker beslutningen ikke jubel i Ryomgård.

”Der er i byen delte meninger om det rigtige i beslutningen, fordi der i forvejen er meget tung trafik i midtbyen, der også er en skolevej,” siger Kirting Olesen, formand for Ryomgård Distriktsråd.

Han har forståelse for, at lastbiler skal køre på de veje, hvor der er plads til dem, og erkender, at vejen fra Thorsager til Pindstrup på ingen måde er ideel til tunge køretøjer.

”Distriktsrådet skal diskutere sagen på et kommende bestyrelsesmøde i august, men set fra min stol er det altoverskyggende problem på strækningen i Ryomgård by, at bilisterne ikke overholder hastighedsgrænsen på 50 kilometer i timen. Kunne vi sikre, at de gjorde dette, var problemet med at lede den tunge trafik gennem byen sikkert ikke så stort,” påpeger Kirting Olesen.

Kirting Olesen kritiserer, at borgerne i Ryomgård ikke har fået bedre information om beslutningen fra Syddjurs Kommune.

Bedre forståelse

”Det vil formentlig kunne skabe en bedre forståelse for den nye skiltning. Vi har ikke set at kommunen har informeret om det overhovedet,” siger Kirting Olesen.

Kritikken vil Kim Lykke Jensen gerne anerkende.

”Selvfølgelig burde vi have informeret Ryomgård Distriktsråd og borgerne forlods, men det havde nu ikke ændret på beslutningen.”

Han er er enig i, at der er et behov for at forbedre forholdene på Vestergade i Ryomgård til gavn for trafiksikkerheden. Hvordan vil det være naturligt at tage en snak med Distriktsrådet/borgerne om, lover NTM-formanden.

”Når vi her i efteråret politisk skal drøfte, hvordan vi fordeler pengene i vores pulje øremærket trafiksikkerhed, vil det være oplagt at have Vestergade i tankerne.”

Fartviser længe undervejs

Kirting Olesen siger på vegne af Distriktsrådet, at man er klar til at snakke trafiksikkerhed med Syddjurs Kommune.

”I første omgang kunne Syddjurs Kommune sørge for at få sat den fartviser op på Vestergade ud for XL Byg, som vi i Distriktsrådet allerede blev lovet i efteråret 2018. Fartviseren kan muligvis være med til at sikre, at trafikanterne overholder fartbegrænsningen på 50 i bymidten. Bump og chikaner på Vestergade ved jeg, at mange borgere vil være trætte af, fordi det vil medføre yderligere gener på vejstrækningen gennem byen,” siger Distriktsrådets formand.