Fortsæt til indhold

PowerjobMidt åbner Powerjob-caféer i Aarhus

Netværket for aktive jobsøgere i Aarhus sætter gang i nyt initiativ i Frivilligcenter Aarhus på Sønder Allé 33.

Samfund
ksa

Torsdag 13. januar klokken 9 til 14 inviteres alle interesserede jobsøgere på Powerjob-Cafe.

Her vil karrierecoach Dorthe Albæk og headhunter Trine Sangill give et indblik i, hvad der skal til for at virksomheden vælger dig som arbejdssøgende. Få svar på spørgsmål som: Hvilke styrker og faldgruber skal jeg være opmærksom på? Hvordan får jeg vekslet samtalen til et job?

Medlemmer i PowerjobMidt bruger tiden mellem to jobs til at klargøre sine mål og finde nye veje til at nå målet, at få det gode job. Programmet består blandt andet af besøg på virksomheder, give en vitaminindsprøjtning til sine jobansøgninger, CV og profilfotos, dele tips til den personlige præsentation, deltage i ”walk and talk” i naturen og være synlig på de sociale medier.

»Lediges udfordring er ikke kun ledighed, men også en mangel på et fagligt og socialt netværk til at skabe den rette energi. At dyrke personlige relationer vægtes højt i netværket,« siger Eske Thøgersen fra PowerjobMidts bestyrelse i en pressemeddelelse.

Netværket er organiseret som en forening og udfører sine aktiviteter uafhængig af offentlige myndigheder og partipolitiske interesser.

Yderligere oplysninger om jobsøgnings-netværket og om tilmelding til arrangementer på PowerjobMidts hjemmeside. Det er gratis at deltage i arrangementet 13. januar.