Grenaa-projekt skal undersøge genbrug af møllevinger
Undervisningsministeriet støtter Viden Djurs og Stena Recycling med projektmidler. Møllevinger kan blive til højbede.
Vindmøllevinger behøver ikke at blive skrottet - de kan få et nyt liv hjemme i haven som et bed af de mere utraditionelle.
Det skal et nyt projekt med udgangspunkt i Grenaa nu gøre os klogere på.
Undervisningsministeriets grønne iværksætterpulje har bevilget projektmidler til HTX på Viden Djurs, der i samarbejde med Stena Recycling A/S skal sætte fokus på genbrug af vindmøllevinger.
Der blev lavet en ansøgning, som nu er blevet godkendt – og vi glæder os alle til at komme i gang med projektet sammen med Stena RecyclingVivi Ann Camilla Jacobsen
HTX Grenaa, som er en del af Viden Djurs, har netop fået bevilget penge fra Undervisningsministeriet til et projekt, der skal arbejde med genbrug og iværksætteri.
Helt konkret drejer det sig om, at en gruppe elever fra HTX i Grenaa sammen med Stena Recycling A/S skal udvikle og teste en mulighed for genbrug af vindmøllevinger.
Fra mølle til have
Møllevingerne skal skæres op og laves om til højbede og eller væghængte vertikale bede, hvor man kan dyrke eksempelvis urter og grøntsager, og idéen er, at bedene nemt kan samles og opsættes i eksempelvis byhaver, taghaver eller andre steder, hvor man normalt ikke har havebrug, og på den måde bidrage til en grønnere hverdag for os alle.
I processen vil eleverne inddrage viden fra deres undervisning i fag som teknologi, biologi og kemi.
Idéen til projektet opstod hos en gruppe lærere på HTX i Grenaa, og da Undervisningsministeriet udbød den grønne iværksætterpulje, var der ikke langt fra tanke til handling.
God dialog og sparring
»Der blev lavet en ansøgning, som nu er blevet godkendt – og vi glæder os alle til at komme i gang med projektet sammen med Stena Recycling,« siger Vivi Ann Camilla Jacobsen, der er uddannelsesleder for HTX på VID Gymnasier.
»I det hele taget har vi haft en rigtig god dialog og sparring med Stena Recycling i arbejdet med at lave ansøgningen til dette projekt. Det viser sig, at Stena Recycling genbruger stort set alle andre dele på en vindmølle end møllevingerne, så de er også spændt på at se resultaterne af dette projekt,« siger Vivi Ann Camilla Jacobsen.
Projektet starter i begyndelsen af det nye år og forventes afsluttet i 2023.