Dramatisering af biografi hitter: Billetter til »No Regrets« rives væk
Stor interesse for dramatisering af Stig Tøftings selvbiografi, melder teater.
Stig Tøfting er lidt af en institution i Aarhus, og det viser sig i antal solgte billetter til dramatisering af hans selvbiografi »No Regrets.«
Der er indtil videre solgt godt 5000 billetter til forestillingen på Teatret Svalegangen, og spilleperioden er blevet udvidet to gange siden offentliggørelsen i februar 2021.
Det oplyser Teatret Svalegangen i en pressemeddelelse.
Forestillingens Instruktør, Morten Lundgaard, har med egne ord haft lyst til at lave en dramatisering af »No Regrets« i mange år.
»Jeg er fascineret af Stigs kompromisløshed i hans tilgang til livet og hans fodboldtilværelse,« siger han og fortsætter:
»Det her er en vigtig fortælling i en tid, hvor en hel generation tror, at man kan alt, hvis bare man er kendt fra TV eller landsholdet. Men man skal kæmpe for alt.«
Skyggesider
Forestillingen vil som selvbiografien runde Tøftings voldsdomme, fodboldens skyggesider og dagen, hvor 13-årige Stig kommer hjem fra kamp og finder begge forældre skudt i lejligheden på Frederiks Allé.
52-årige Stig Tøfting, der har ordene »No Regrets« tatoveret hen over sin mave, udtalte i forbindelse med offentliggørelsen af teaterstykket følgende:
»Det betyder meget for mig, at stykket bliver sat op netop i Aarhus. Det er min hjemby, og den har været ramme om mange af de bedste oplevelser i mit liv, sportsligt og privat. Forhåbentlig vil teaterforestillingen også appellere til det publikum, som måske kommer mere på stadion end i teatret.«
»No Regrets« udkom i 2005. Den er blevet kåret som verdens bedste selvbiografi af fodboldmagasinet World Soccer.
Tidligere landstræner Richard Møller Nielsen døbte Stig Tøfting »den lille århusianske plæneklipper«, da han for 17 år siden udtog ham til landsholdet.