Socialdemokratiet godt klædt på til efteråret
Byrådsgruppen benyttede en stor del af lørdagen på i fællesskab at kridte skoene til det, der venter på den lokalpolitiske scene frem til årsskiftet
LOKALPOLITIK De lokale socialdemokrater kunne tage på sommerferie med en fjer i hatten i form af, at Socialdemokratiet har generobret regeringskontorerne på Christiansborg og fået Mette Frederiksen placeret i statsministerkontoret.
Lørdag var byrådsgruppen samlet til sommergruppemøde hos byrådsmedlem Ole Hansen i Mørke. Ingen fra baglandet deltog. Kun byrådsgruppen på otte med borgmester Ole Bollesen i spidsen benyttede en stor del af lørdagen med start klokken 8.30 til at kigge fremad på det lokalpolitiske efterår.
”Vi havde mange ting oppe at vende,” fortæller gruppeformand Michael Stegger.
”Vi snakkede naturligvis de kommende budgetforhandlinger og vores strategi for næste års budget. Vi afventer jo resultatet af forhandlingerne mellem regeringen og Kommunernes Landsforening.”
Michael Stegger vil ikke røbe, hvordan den socialdemokratiske budgetstrategi tager sig ud, men han lover, at lørdagens møde gav gruppen en fælles forståelse af de udfordringer, der venter.
Væk fra rådhuset
Socialdemokratiet introducerede i foråret en ny dagsorden for gruppemøderne forud for byrådsmøderne. At hver andet gruppemøde blev flyttet væk fra rådhuset i Ebeltoft og ud til en af de mindre byer i Syddjurs. Det fik bl.a. Pindstrup og Rodskov glæde af.
”Vi fortsætter i efteråret, fordi vi fik en masse gode erfaringer med at komme tættere på borgerne på denne måde. Det er noget, som virkelig betyder meget for Socialdemokratiet, fordi vi får en meget klarere oplevelse af, hvad der rører sig i det område, som vi besøger, og interessen for at deltage har også været stor,” siger Michael Stegger.
Byrådsgruppen fik også snakket mediestrategi på sommergruppemødet.
”Hele gruppen skal være meget mere offensive, når det gælder medierne, både print- og sociale medier. Vi ska blive bedre til at få vores synspunkter og budskaber ud til mange flere borgere,” erkender gruppeformanden.