Pindstrupskolen vil nu syreteste sit SFO-tilbud
SFO-delen på Pindstrupskolen har været på den politiske dagsorden i forbindelse med byrådets justering af 2019-budgetterne med flere trut i trompeten til følge. Skoleleder maner dog til ro og besindighed
PINDSTRUP Enkelte politikere og borgere har raslet med sab-len og råbt vagt i gevær ved udsigten til, at Pindstrupskolen for at spare penge måske skal nedjustere sit SFO-tilbud.
”Det er slet ikke på min politiske dagsorden, og jeg kender ikke til sagen i detaljer. Jeg har godt bemærket, at enkelte har forsøgt at gøre det til en politisk sag i forbindelse med vores justering af indeværende års budgetter, men det er den ikke hos mig,” siger Kirstine Bille (SF), formand for Udvalget for Familie og Institutioner (FI-udvalget).
Ro på
Skoleleder Hans Henrik Dupont, Pindstrupskolen, Syddjurs Kommunes specialskoletilbud til børn, der har behov for særlig støtte som den almindelige folkeskole ikke kan honorere, maner til besindighed og minder om, at der ikke er truffet beslutninger overhovedet om at ændre på de nuværende betingelser for specialskolens SFO-tilbud.
”I forbindelse med, at Syddjurs Kommune i 2013 besluttede at hjemtage ti børn (inden for autismespektret, red.) fra Helhedsskolen Firkløverskolen i Mørke (Randers Kommune, red.) og lade dem fortsætte deres skolegang på Pindstrup-skolen, blev det aftalt, at give de ti børn et SFO-tilbud, der ikke var afgrænset til vores daværende tilbud, der stoppede ved 4. klasse med mulighed for forlængelse i 5. klasse. Af indlysende årsager kunne vi ikke kun tilbyde de ti børn fra Firkløverskolen et ubegrænset SFO-tilbud, så derfor kom det til at gælde for alle vores børn og unge,” fortæller Hans Henrik Dupont.
Ny situation
Nu er situationen imidlertid en anden, fordi hovedparten af børnene, der kom fra Firkløverskolen i 2013, har vinket farvel til Pindstrupskolen - bortset fra et par stykker.
”Det er derfor, at vi har besluttet at kigge på vores SFO-tilbud og måske revurdere det. Vi er først og fremmest en specialskole, hvor kerneydelsen er skoledelen, og ikke en helhedsskole. Skoledelen og SFO kører skarpt adskilte, og det er altså ikke helt billigt at drive en SFO-del på de nuværende betingelser,” siger Hans Henrik Dupont.
SFO-delen fungerer i morgentimerne og i tidsrummet klokken 14.30 til 15.45 om eftermiddagen.
”Vi skal reelt kunne levere et SFO-tilbud som folkeskolerne til de yngste børn,” bemærker skolelederen.
”Men jeg vil godt understrege, at vi intet har besluttet endnu med hensyn til at ændre på de nuværende betingelser. Vi vil i løbet af efteråret i forbindelse med vores konferencer om hver enkelt barn, hvor forældrene er med, diskutere behovet for et SFO-tilbud, der rækker ud over fjerde klasse,” siger Hans Henrik Dupont.
Pindstrupskolen sluttede skoleåret 2019/2020 med 103 elever, og samme antal begynder på skolen efter sommerferien.
22 af de 103 har anmodet om at komme i SFO. 15 af de 22 vil kunne rummes i et ’normalt’ SFO-tilbud, ifølge skolelederen.
”Efter sommerferien rykker vores ungdomsgruppe til Dyrhøjlund i Tøstrup, og de er derfor ikke aktuelle, når vi snakker SFO. Men i forhold til de øvrige elever vurderer vi som sagt SFO-behovet ved vores efterårskonferencer.”