Vild kamp om råvarer til plast
Manglen på granulat gør det svært for Djursland-virksomheden Röchling Meta-Plast A/S at planlægge.
Konstruktionsplast er blevet en eftertragtet vare. Der mærker Djursland-virksomheden Röchling Meta-Plast A/S i Allingåbro, som producerer maskinforarbejdede komponenter i termoplast og komposit.
»Vi oplever en total ubalance på råvaremarkedet, hvor der er en stor mangel på polyoxymethylen – eller POM-plast, som er en konstruktionsplast. Tidligere havde vi måske en leveringstid på fire til seks uger og anså det for lang tid. I dag er vi oppe på fire til seks måneder,« forklarer adm. direktør Martin Busk Jensen.
Problemet hos leverandørerne skyldes mangel på granulat. Da coronakrisen ramte i marts 2020, blev produktionen af granulat reduceret, efterhånden som efterspørgslen faldt på de nedlukkede markeder. Verden kom imidlertid hurtigt op i tempo igen, men siden har leverandørerne haft svært ved at følge med. Det gør det svært at planlægge, erkender Martin Busk Jensen.
»Der er en vild slåskamp om POM-plast derude på markederne. Den, der vil betale mest, får først og mest, og der bliver betalt overpriser blot for at få leveret. Også med glasfiber er der blevet længere leveringstider, som nu er oppe på et sted mellem tre til fire måneder.Vi bruger meget af vores tid på blot at sikre os materialer,« fortæller han.
Fokus på genbrug
Virksomheden, som også har en afdeling i Liepāja i Letland, har derfor i øjeblikket ikke mulighed for at opbygge en fornuftig lagerbeholdning.
»Hvis jeg kunne bygge et lager op, ville jeg gøre det. Men jeg har intet at bygge noget lager op med. Og det er ikke mit indtryk, at græsset er grønnere hos andre producenter i plastbranchen. Alt, hvad vi i branchen kan skaffe, bliver brugt rub og stub. Så dermed har vi også stort fokus på at optimere restprodukter og genbrug af plast.«
Martin Busk Jensen ser grundlæggende positivt på efterspørgslen det kommende år på de markeder, som Röchling Meta-Plast er på. Det er forsyningsusikkerheden, som bliver afgørende for resultatet.
»Det kommer meget an på, hvor længe og hvor svært det vil være for os at få de råmaterialer, vi skal bruge. Ellers er der gode perspektiver i det nye år,« siger han.
Prisen stiger
Direktøren vurderer dog, at der kan gå længe, inden markedet for plastprodukter igen er stabilt. Derfor vil priserne også fortsætte opad, vurderer han.
»Det bliver svært at lave en pris, der holder. Indtil videre er der for lille et udbud af POM-plast. Det kan meget vel være med til at åbne for mere genbrug af plast og sætte mere skub i den proces.«