Læsernes arbejdsmand

Når der står januar 1981 på afgangsbeviset fra Danmarks Journalisthøjskole, så vil der selvsagt være en betragtelig stribe historier at tænke tilbage på, når kalenderen i dag siger januar 2022.

Alligevel er der ret hurtigt et par større sager, der kommer i hu hos John Pedersen, når han tænker tilbage.

Kritisk dækning af lykkepillers effekt og bivirkninger. Afsløringer af organiseret pyramidespil. Og ikke mindst alle de gange, hvor hans mange chefredaktører igennem mange års tjeneste i journalistikken har måttet tage imod krav om en fyreseddel til John Pedersen fra mere eller mindre magtfulde mennesker, når avisens spalter ikke ligefrem kastede et flatterende lys på dem.

For eksempel politimesteren, som efter en tragisk dødsbrand i Auning blev ved at svare uden om de spørgsmål journalisten stillede i håndteringen.

»Og det skrev vi ned på forsiden, hvordan han blev ved med at svare på noget andet, end vi spurgte om. Han følte sig jo udstillet, så han bad min chef om at fyre mig, men da min chef spurgte ham, om der stod noget forkert, måtte politimesteren jo svare, at det gjorde der ikke. ’Hvordan vil du så have, at jeg skal fyre ham’, måtte min chef jo så spørge. Jeg havde også det hele på bånd, og siden den dag har jeg næsten altid brugt båndoptager til de større interviews,« fortæller John Pedersen.

Efterår med knubs

Nu stopper den 65-årige journalist som skribent i Lokalavisen. Det ligger ham meget på sinde at understrege, at det ikke er helbredet, der har afgjort beslutningen, men en gensidig aftale om nedtrapning.

Han har nemlig allerede fået spørgsmålene, og rygterne om årsagen til hans stop er da også løbet i forkøbet.

Det kan nemlig ikke undgås, at 41 år i journalistik giver nogle knubs - såvel metaforisk som korporlig forstand - og det måtte John Pedersen sande, da han i sensommeren sidste år var i færd med at filme et arrangement i hallen Blåhvalen.

Med øjnene på kameraet opdagede han ikke den stol, der stod bag ham. Han snublede. Efter sigende med et rabalder, som samtlige i hallen hørte og med en kraft, der kostede tre brækkede ribben.

»Heldigvis fortsatte musikken da med at spille,« indskyder John Pedersen i sin fortælling om det smertefulde møde mellem krop og gulv.

Den værste pinsel herfra blev holdt på afstand med smertestillende piller, men til sidst ikke mere, end at de overrumplede ham et par uger efter hændelsen i Blåhvalen.

På vej ud af sin bil, besvimede John Pedersen og landede så uheldigt, at han kunne føje et brud på ryggen til skadeslisten.

Det holdt både journalisten og pennen i ro i det meste af efteråret, og i dag er skridtene mere forsigtigt afmålte.

Sådan skal det også være nu. Et mere adstadigt tempo.

Den lokale stemme

Når man ruller flashback-filmen 41 år tilbage, er det vel også helt ok, at farten sættes lidt ned. Det var i samme år, som John Pedersen tog afgangsbeviset med hjem fra Journalisthøjskolen, at han blev tilbudt stillingen som journalist på Dagbladet Djurslands redaktion i Grenaa.

Siden da har den journalistiske næse været dedikeret til nysgerrigheden for livet på Djursland, og pennen har været særligt tilegnet den verden, hvorfra John Pedersens egen verden går.

Han bor i Hevring, hvor han også er født og opvokset. I 1984 blev han tilbudt stillingen som lokalredaktør på Randers Amtsavis’ redaktion i Auning, som dengang beskæftigede sig med kommunerne Rosenholm, Sønderhald og Rougsø.

Det gav en velkommen frihed.

»Jeg har godt kunnet lide, at jeg selv kunne bestemme. Selvfølgelig vil jeg gerne høre fra andre, der har gode idéer, men jeg har altid nydt at have friheden til selv at vælge, hvilke historier, jeg kastede mig over, og det har jeg kunnet gøre, fordi mine chefer vidste, at det var mig, der kendte området,« beretter John Pedersen.

De der kender ham ved, at når engagementet tager fat i ham, så er det vanskeligt for at stoppe mundtøjet igen. Han tager dog en kort pause, mens filmen spoler tilbage.

»Jeg havde i den tid tre fantastiske chefredaktører - Ole C. Jørgensen, Jørgen Krebs og Bjarne Hvirring - som virkelig havde respekt for læserne. De vidste, hvad beskrivelsen af det lokale liv betød for læserne, og det er jo det, der altid har betydet noget for mig. At få lov at beskrive og formidle det lokale liv af hvad det indeholder af kultur- forenings- og handelsliv. Og alt muligt andet,« erklærer John Pedersen.

I Blåhvalens mave

Det er blandt andet derfor, vi nu står her. Inde i Blåhvalen i Hevring. Altså der hvor John Pedersen for et halvt år siden fik 300 mennesker til at vende sig i forbavselse, mens musikken spillede ufortrødent videre.

Udover at være arnested for et smertefuldt minde, så har Blåhvalen nemlig en særlig plads i John Pedersens hjerte. Hallen blev for nogle år siden fast hjemsted for Hevring Amatør Teater Selskab - HATS - som journalisten selv var med til at stifte for 20 år siden.

HATS startede med friluftsforestillinger, men har siden bredt sig til blandt andet at afvikle teaterskoler for børn og udvikle gruppen Teatersildene, der består af udviklingshæmmede, som bliver en integreret del af en teaterforestilling.

Og så er HATS og Blåhvalen gennem årene blevet ramme for utallige koncerter og arrangementer med pensionistforeningen, som tiltrækker masser af mennesker.

De store begivenheder

Foreningen fortæller historien om John Pedersens tro på lokallivets styrke.

Det kan man aflæse i nogle af de teaterforestillinger, som er blevet opført gennem årene med John Pedersen som forfatter. Der har været stykker om månelandingen og Danmarks befrielse efter Anden Verdenskrig, og alle har de det tilfælles, at de leger med tanken om, at de store verdensforandrende begivenheder vel lige så godt kunne have haft deres udspring i det nordvestlige hjørne af Djursland.

»En af grundene til, at vi startede HATS var, at det er pissesjovt at få ting til at ske herude. Det er sjovt at lege med tanken om, at alle de store ting kunne være udsprunget af vores lokalområde. Med det mener jeg, at alt egentlig kan foregå her, selv om nogen kalder det Udkantsdanmark. Det kræver nogle gange lidt mere arbejde, men jeg har altid ment, at vi har alt, hvad vi skal bruge, så længe der er gode mennesker til, som gerne vil gøre en indsats. Det handler om at være stolt af sit område,« siger John Pedersen.

De må gerne være sure

Stoltheden over at formidle livet i sit eget lokalområde betyder, at man ind imellem må krydse klinger med kilderne, som også bor i området.

Gennem årene har John Pedersen og tidligere borgmester Torben Jensen eksempelvis begge boet i Hevring, mens nuværende medlem af kommunalbestyrelsen Tom Bytoft også er aktiv i HATS.

Man kunne måske fristes til at tænke, at balancen mellem nærkontakt med kilder, som man også skal være kritisk over for, kan være vanskelig at finde.

Sådan har John Pedersen imidlertid aldrig oplevet sit arbejde.

»Jeg har altid haft det sådan, at hvis der er en urimelighed, så skal det forfølges. Det har da givet nogle turbulente ture, men det har jo aldrig været værre, end at jeg kunne drikke en kop kaffe med for eksempel Torben Jensen, selv om jeg har skrevet noget, han ikke brød sig om. Det handler om at kunne holde tingene adskilt. Jeg tror også, det siger noget om, at kilderne ved, at jeg passer mit arbejde, så jeg har altid lagt vægt på, at hvis de skulle blive sure på mig, så skulle det være, fordi jeg havde fundet noget, som var kritisabelt. Og så er det helt fint for mig,« fastslår John Pedersen.

Læsernes mand

John Pedersen vil fremover fortsat lave opgaver af mere kommerciel karakter, men han overlader nu det daglige nyhedsflow og opmærksomheden på de lokale magthavere til andre.

En væsentlig anderledes hverdag end de seneste 41 år i læsernes tjeneste. For selv om John Pedersen efterhånden har oplevet at være ansat under mange forskellige ejerskaber, så har det altid været dem, som avisen ender hos, der har været målet for journalisten

»Jeg har altid betragtet læserne, som mine arbejdsgivere. Det har været mit omdrejningspunkt, at det var dem, jeg skulle stå til ansvar for. De er vores eneste eksistensberettigelse. Selvfølgelig skal chefredaktørerne helst heller ikke være helt utilfredse med mig, men jeg har altid lagt vægt på, at jeg skulle kunne se de folk, jeg skriver om, i øjnene, når jeg møder dem ved bageren eller et andet sted i lokalområdet,« forklarer John Pedersen.