Fortsæt til indhold

Nyt krisecenter i Aarhus skal hjælpe kvinder i misbrug

Tilbuddet er beliggende i Skejby og slår dørene op 18. januar.

Samfund
sb

Voldsramte kvinder, der har et misbrug eller psykisk sygdom, går forgæves på kvindekrisecentre, hvor der bor familier med børn.

Det vil Redernes Krisecenter Midtjylland (RKM) forsøge at gøre noget med åbningen af et tilbud til voldsramte kvinder i aktivt misbrug.

Tilbuddet er beliggende i Skejby og slår dørene op 18. januar, fremgår det af en pressemeddelelse.

»Det er i sig selv traumatiserende at være voldsudsat, men disse kvinders situation er ofte forværret af komplekse sociale problemer, herunder misbrug og/eller psykiske udfordringer, som præger kvindernes livsførelse og livskvalitet, siger daglig leder af RKM, Sanne Neergaard Kjellow, og fortsætter:

»Særligt misbrug kan være årsag til, at kvinden ikke kan visiteres til almindelige kvindekrisecentre, og derfor har der indtil for nylig ikke være relevante krisecentertilbud til disse kvinder. Det er vi glade for at kunne hjælpe med at rette op på.«

Ingen børn

Alle instanser kan henvise en kvinde til Redernes Krisecenter, hvis hun vurderes til at være i målgruppen - det kan være kommuner, herberger og KFUKs Sociale Arbejdes egne institutioner.

Kvindens familie og netværk eller kvinden selv kan også henvende sig til Krisecenteret med henblik på et ønske om visitation. Det er dog ikke muligt at visitere kvinder med medbringende børn til Redernes Krisecenter Midtjylland.

Redernes Krisecenter Midtjylland er blevet til med støtte fra Augustinus Fonden og Socialstyrelsens Pulje til etablering af pladser på kvindekrisecentre.