Rønde Idrætscenters nye arena tager form
Opførelsen af den nye multihal med plads til 700 tilskuere og en hal, der skal huse to spritnye padel tennisbaner, holder tidsplanen.
»Hvis Covid-19 ikke stikker en kæp i hjulet, så forventer jeg, at vi kan holde rejsegilde 8. februar,« siger centerchef Per Kragh, Rønde Idrætscenter.
Byggeriet af en ny hal med plads til 700 tilskuere og en hal, der får plads til to paddle tennisbaner, bag de nuværende bygninger skrider støt fremad med hovedentreprenør Vognsen & Co., Knebel, som tovholder.
Skelettet er for længst rejst, og nu kan man for alvor se, hvor stort et byggeri, der er tale om.
»Vi følger tidsplanen, så vi forventer at kunne tage den nye hal og padel tennisbanerne i brug til skoleårets start i august,» siger Per Kragh.
Vil lønne sig
Rønde Idrætscenter er en selvejende institution med en professionel bestyrelse og en centerchef som øverste ledelse, og både ledelse og medarbejdere ser frem til at få mere plads at gebærde sig på.
Vi følger tidsplanen, så vi forventer at kunne tage den nye hal og padel tennisbanerne i brug til skoleårets start i augustCenterchef Per Kragh
Når den nye multihal står fluks og færdig, vil den kunne huse arrangementer med op til 1000 deltagere.
Hallen bliver tip-top moderne og får indlagt springgrave, så en idrætsgren som TeamGym vil kunne muntre sig på optimale vilkår.TeamGym er det perfekte mix af rytmiske bevægelser og kraftfulde spring. Den udspringer af den lange tradition for frivillig foreningsgymnastik, der senere er blevet mere eller mindre professionaliseret.
TeamGym er en holdsport, hvor du:
- Laver en rytmisk serie til fri musik
- Springer på måtte og sammensætter en række spring til én serie
- Springer i trampet, som er en lille skrå trampolin. Her laver du f.eks. en salto
Alle konkurrencer foregår som hold af 6-10 gymnaster i enten herre-, dame- eller mixrækken. På mixholdene skal der være 50 pct. af hvert køn.
På Djursland er TeamGym Djurs, som holder til i Trustrup området, bannerfører for disciplinen på eliteniveau. Foreningen har allerede ytret ønske om at benytte de nye faciliteter i RIC, når de står klar til brug.
Idrætscollege i 2023
Planerne for fremtidens RIC stopper imidlertid ikke her.
Det nye byggeri skal ud i fremtiden således danne rammen for et idrætscollege i Rønde, som en videreudvikling af Campus Rønde som allerede i dag har mere end 1.000 daglige elever.
Der arbejdes med to sportsgrene til det planlagte idrætscollege, TeamGym og Badminton, samtidig med at der tilbydes en ungdomsuddannelse til de studerende.
»Vi glæder os til, at de nye lokaler står klar til august. Det vil give os nye muligheder og gøre os meget mere fleksible i forhold til nye idrætsgrene og til de i forvejen velkendte idrætsaktiviteter, men også til større og flere arrangementer på en gang, fordi pladsen er til det,« siger Per Kragh.
Der bliver gennemgang til den nye arena fra både den nuværende store hal og naboen, den lille hal, som ligger i forlængelse af den store.
Arbejdet med at etablere et idrætscollege i tilknytning til Rønde Idrætscenter har bestyrelsen og de involverede parter besluttet at overlade til DGI Østjylland.
Der er hyret en projektleder til at forestå opgaven og samle trådene. Hvis alt går vel, står et college klar til brug i august 2023.
Investering til 24 mio.
Udover de 9 mio. kroner, som Rønde Idrætscenter har fået i tilskud af Syddjurs Kommune til at opføre det nye byggeri, har der skullet findes finansiering for yderligere 12,9 mio. kroner.
Rønde Idrætscenter kan selv bidrage med 2 mio. kroner, mens Djurslands Bank, Vækstfonden og DLR Kredit også er inde over.
Priserne på byggematerialer har siden projektets startfase været på himmelflugt, så det blev lige pludselig også et tema. Det betød, at der skulle findes 2,5 mio. kroner yderligere, men det blev løst i marts 2021.
Den samlede investering løber således op i omegnen af 24 mio. kroner.