Fortsæt til indhold

Borgmester om ny nedlukning: Det her stiller store personlige krav til os

Samfund

Først på eftermiddagen blev borgmester Jan Petersen (S) orienteret om, at Norddjurs Kommune er en del af den nye omfattende nedlukning af danske kommuner.

Nedlukningen omfatter 31 kommuner og sker efter, at der det seneste døgn er registreret over 3100 nye smittede på landsplan.

I Norddjurs Kommune har smittetallene under hele covid-19-epidemien ligget ganske lavt i Norddjurs Kommune. I de seneste døgn er de imidlertid også her skudt i vejret. I en lang periode har smittetallet ligget på to-fire, men fra 8.-9. december var smittetallet pludselig på ni, og i det seneste døgn er der registreret 22 nye smittede i kommunen.

”Det betyder også, at vi er en del af den samlede stigning i smitten. Selv om vi generelt har lave tal, så er det ikke nu, vi vil være kritiske over, at vi også skal lukke ned. Det er lige præcis nu, at vi skal gøre os ekstra umage, så smittetallene ikke stiger yderligere frem mod jul,” siger Jan Petersen.

Den største koncentration af smittede er i og omkring Grenaa, oplyser Jan Petersen. Det kan dog hurtigt ændre sig, vurderer han.

”Der er særligt op mod jul masser af sociale kontakter på tværs af kommunen, så det kan være et spørgsmål om tid, inden smitten slår igennem andre steder, hvis der ikke bliver grebet ind. Derfor vil jeg kraftigt opfordre til, at man overholder anbefalingerne fra myndighederne. Det gælder blandt andet indkøb af julegaver. Køb gerne julegaver lokalt, men lad være med at gøre det til en stor familiebegivenhed. Gør det gerne alene,” lyder det fra Jan Petersen.

Opfordringen kommer også i sammenhæng med, at flere analyser peger på en stigende corona-træthed i befolkningen. Eksperter peger således på, at flere borgere negligerer sundhedsmyndighedernes retningslinjer.

Den bekymring deler Jan Petersen også, når han ser ind i endnu en omafttende nedlukning.

”Vi er trætte, og medarbejderne er trætte, så jeg har en bekymring, fordi vi er mennesker, der gerne vil have frihed, og vi har sociale behov. Det er ikke sjovt at skulle sende den ene skoleklasse efter den anden hjem og så lukke en børnehave ned, men alternativet er grimt. Vi skal gerne overleve det her, så der er kun den ene løsning, at vi holder sammen og tager hensyn nu,” lyder opfordringen fra borgmesteren.

I løbet af eftermiddagen i dag, torsdag 10. januar, begynder Jan Petersen sammen med krisestaben at planlægge nedlukningen, der altså iværksættes i morgen klokken 16.