Fortsæt til indhold

Anholtfærgen ryger i dok resten af ugen

Reparation for 600.000 kroner efter påsejling

Samfund

Grenaa-Anholt færgen havde en påsejling af kajen på Anholt Havn 5. juli, og det resulterede i, at færgen begyndte at lække olie. For et par uger siden blev det besluttet, at Anholtfærgen snarest muligt skulle på værft.

Det tidspunkt er nu fundet, og Anholtfærgen tages ud af drift i morgen tirsdag 18. august.

Færgen forventes færdig på værftet på søndag 23. august. Da perioden afhænger af omfanget af reparationen, kan Grenaa-Anholt Færgefart dog først oplyse den endelige periode i i løbet af denne uge.

Små erstatningsskibe

I mellemtiden er der arrangeret erstatningsfartøjer til overfarten, og her skal passagerne vænne sig til en væsentligt anden størrelse end normalt.

Erstatningsfartøjerne vil således bestå af mindre fartøjer, som kan tage 12 passagerer af gangen.

Det vil også sige, at afgangstidspunkterne fra både Anholt og Grenaa vil være anderledes end de oprindeligt bookede billetter. Samtidig oplyser Grenaa-Anholt Færgefart, at selskabet vil forsøge at transportere de mest nødvendige fødevarer til Anholt.

Fartøjerne vil derfor ikke være i stand til at tage køretøjer eller andet gods med til og fra Anholt i perioden.

Hvis man ønsker at købe en billet under færgens dokning, kan dette kun ske ved personlig henvendelse på selve dagen på kontoret.