Nyt forlig i Syddjurs efter genåbningen af budgettet
Politikerne i Syddjurs Kommune er blevet enige om et nyt budgetforlig, efter at budget 2020 blev genåbnet for at sikre budgetoverholdelse.
Det nye budget for 2020 er reduceret med cirka 45 millioner kroner på driften, fordelt forholdsmæssigt mellem fagudvalgene, og med cirka 30 millioner kroner på anlæg, skriver Syddjurs Kommune i en pressemeddelelse.
Den seneste regnskabsstatus for 2019 viser, at der er et samlet kassetræk på 134 millioner kroner for 2019. Samtidig viser beregninger, at der kan forventes yderligere budgetoverskridelser i 2020 på 43 - 47 millioner kroner, hvis der ikke gribes ind i tide. Prognosen for kommunens kassebeholdning ved udgangen af 2020 er på 50 millioner kroner, hvilket er kritisk lavt.
Økonomiudvalget besluttede den 18. marts at genåbne budget 2020 for at sikre fortsat budgetoverholdelse i 2020, men også for at sikre den økonomiske balance i de kommende budgetår.
Forligskredsen bag budget 2020 kan nu meddele, at de har indgået et nyt budgetforlig, som bidrager til budgetoverholdelse og en stabilisering af kommunens kassebeholdning.
Store reduktioner
Forliget indebærer en opbremsning og udsættelse af kommunens anlæg, som reduceres fra ca. 80 millioner kroner til cirka 50 millioner kroner.
På kommunes drift reduceres der med ca. 45 millioner kroner fordelt forholdsmæssigt mellem kommunens fagområder.
Udvalget for sundhed, ældre og social mangler fortsat 8 millioner kroner for at nå deres forholdsmæssige andel af den samlede reduktion i 2020. Forligspartierne er enige om at de 8 millioner kroner indgår som en reduktion i forbindelse med udarbejdelsen af budget 2021.
Svær øvelse
Borgmester Ole Bollesen indrømmer, det har været en svær tid.
”Jeg vil ikke lægge skjul på, at genåbningen af budget 2020 har været en af de vanskeligste opgaver i min tid som borgmester. Desværre har det været nødvendigt at genåbne budget 2020 med baggrund i regnskabsresultatet for 2019 og prognosen for 2020. I denne svære situation vil jeg gerne rose både organisationen og forligspartierne for at stå sammen om en yderst vanskelig opgave. Alle forligspartier har været nødt til at strække sig langt, for at medvirke til at sikre kommunens samlede økonomi. Med det nye forlig, har jeg tiltro til, at budgettet for 2020 er stabilt. Vi har dog stadig en alvorlig opgave foran os, når vi skal balancere god service, fortsat udvikling og økonomi, i forbindelse med forhandling af budget 2021 til efteråret,” lyder det fra Ole Bollesen.
De samlede tiltag på i alt ca. 75 millioner kroner forventes at forbedre kommunens kassebeholdning med ca. 50 millioner kroner på grund af usikkerhed om de langsigtede effekter af reduktionerne. Med det nye budget for 2020 ventes kommunens kassebeholdning at ligge på cirka 100 millioner kroner i sommeren 2021.
Forligskredsen består af Venstre, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Alternativet samt Michael Mikkelsen fra Dansk Folkeparti.
Det nye budget godkendes formelt på det kommende byrådsmøde.