Gensynsglæde, krammetrang og kun en lille smule bekymring over den nye skoledag
”Jeg har helt vildt lyst til at kramme,” konstaterede en 8-årig pige, da hun stod foran den ene fløj i skolegården på Søren Kanne-Skolens afdeling Vestre.
”Jaaah, det har jeg også,” lød samstemmigt fra venindeflokken, der havde taget plads på den lille trappe foran bygningen.
De holdt sig dog i skindet fra at tage den store fælleskrammer, som denne mandag morgen ellers havde fortjent.
For selv om både solen og Dannebrog stod højt over afdeling Vestre stod både solen og Dannebrog højt, og både vejret, stemningen og gensynsglæden mindede om en første skoledag efter sommerferien, så var det en ret mærkværdig morgen at møde ind i skole.
Sommerfugle i maven
Mandag 20. april blev dagen, hvor Norddjurs Kommune igen kunne byde de yngste skoleelever velkommen i skolerne efter corona-karantænen.
Det betød, at skolens personale stod klar til at tage imod eleverne i skolegården for at vise dem de rette steder hen. Det er endnu ikke tilladt for forældrene at komme inden for på skolerne, og derfor måtte de tage afsked med børnene i skolegården, hvorefter personalet som det første guidede eleverne hen til de nyopstillede håndvaske umiddelbart inden for døren.
”Så vasker I, mens I tæller til 40,” noterede afdelingsleder Christine Elkjær Storgaard.
Ligesom eleverne havde morgenen også været fyldt med spænding for afdelingslederen. Selv om skolerne i Norddjurs Kommune har haft lidt længere tid til at forberede sig end mange af landets andre skoler, der allerede åbnede i sidste uge, så er det stadig helt ubetrådt land, som skolen nu går ud i, konstaterede hun.
”Det har vært med en hel del sommerfugle i maven, så det er nærmest som første skoledag. Det er ukendt land, vi træder ud i, og vi skal også asfaltere, mens vi gør det. Jeg har haft samtaler hen over de seneste dage med en del forældre, som har fortalt, at deres børn har været lidt bekymrede. Det har vi naturligvis prøvet tage hånd om ved at informere om, hvordan tingene kommer til at se ud. Det er absolut førsteprioritet at børnene skal føle sig trygge ved at komme i skole igen. Heldigvis har langt de fleste set glade ud, og de har glædet sig til at se vennerne,” sagde Christine Elkjær Storgaard.
Savnede vennerne
Søren Kanne-Skolen har blandt andet lavet videoer, der viser de klasser, som eleverne i den kommende tid skal være i. Det har været med til at give tryghed hos blandt andre 6-årige Marie Johansen og hendes far Mikkel Johansen.
”Det er jo med lidt blandede følelse, man går ind til det her, så vi har snakket om, hvad der venter. Det har været rigtig godt, at vi blandt andet har kunnet se videoer, så vi føler, at vi er så godt forberedt som muligt,” fortalte Mikkel Johansen.
6-årige Marie havde også set frem til denne mandag morgen, for selv om hendes far havde været en ganske fornuftig hjemmelærer, så var der alligevel nogle ting, der manglede i hjemmeskolingen.
”Jeg glæder mig til at se mine venner,” fastslog Marie Johansen, inden det ringede ind til første skoledag efter coronakarantænen i Norddjurs Kommune