"Blåhvalen": Håbet er lyseblåt efter corona
Tom Bytoft lover Landsbyhallen Blåhvalen i Hevring vender stærkt tilbage i 2021
”Håbet er lysegrønt, er der nogen der siger. Men det passer ikke. Håbet er nemlig lyseblåt. Præcis som Landsbyhallen Blåhvalen, der er hjemsted for HATS - Hevring Amatør Teater Selskab og HATS CountryVenners mange forskellige kulturelle aktiviteter”.
Sådan lyder meldingen fra Tom Bytoft, formand for Blåhvalen, der ser fremad i denne svære tid med cornona-virus, der nærmest har lukket det ganske, danske land ned.
Sommermånederne er højsæson for Blåhvalen, og med de nye restriktioner er alle arrangementer i de kommende måneder naturligvis taget af plakaten.
Dog ikke som aflysninger, men udsættelser til 2021.
For de to største events - Country Night og musikalsk ældretræf- er der allerede lavet nye aftaler med kunstnerne, der er klar igen til at træde op med et års forsinkelse.
HATS CountryVenner”s Country Night finder som altid sted den sidste lørdag i juli også i 2021. Der er allerede indgået nye aftaler med samtlige navne, der skulle have optrådt på lørdagens program her i 2020.
Shu-Bi-Dua show
Det planlagte store Shu-Bia Dua show med ”Den Røde Tråd” er flyttet fra 11. august i år til 11. august 2021.
Morten Carøe fra ”Den Røde Tråd” har med kort varsel sagt god for at flytte arrangementet et år og sammen med sine musikalske venner glæder han sig til at gæste Blåhvalen og give de mange gæster et mega-show.
”Og vi glæder os til at byde alle velkommen til en gratis eftermiddag i selskab med ”Den Røde Tråd”, som er et af landets allerbedste Shu-Bi-Dua kopibands, så der bliver med garanti både vuffeli-vov og masser af kager for sjov”, lokker Tom Bytoft.
Scenetæppe og køkken
”Så der er helt sikkert håb forude”, konstaterer Tom Bytoft, der sammen med Blåhvalen og de mange frivillige i HATS og HATS CountryVenner ser fremad.
”Vi bruger den tabte aktivitets-sæson til at få lavet et fint nyt scenetæppe, sponsoreret af virksomheden Kvadrat i Ebeltoft. Vi er også undervejs med at etablere og indrette vores nye mobile køkken, hvor ELRO-Fonden er den gavmilde storsponsor. Så vi kommer bestemt ikke til at kede os”.