Corona: Hvordan hjælper vi hinanden, når vi skal holde afstand til hinanden?
Den bedste måde vi står sammen på er ved at holde os fra hinanden.
Det var en af de stærkeste anbefalingerne, efter coronavirussen for alvor brød ud i Danmark og myndighederne besluttede at lukke landet ned.
Men vi har stadig brug for hinanden, for ikke alle har de samme muligheder i denne nye og fuldstændig ukendte situation.
Derfor vil vi rigtig gerne høre fra jer - vores læsere - hvordan hjælpen og samfundssindet kommer til udtryk rundt omkring på Djursland.
Det kan være borgere med kroniske sygdomme og nedsat immunforsvar, der har brug for hjælp til indkøbene. Forældre der akut har brug for børnepasning. Børn der er utrygge og har behov for at blive talt med om situationen. Skoleelever, der pludselig ikke kan få hjælp til det fag i skolen, der er allersværest.
Med andre ord: Hvordan hjælper vi hinanden, og hvordan giver vi hinanden den mentale krammer, når vi nu ikke kan gøre det fysisk?
Vi vil også rigtig gerne høre fra jer, som måske netop står og har brug for hjælp. Måske kan vi på den måde hjælpe.
Fortæl gerne jeres historier i kommentarfeltet herunder eller send jeres historier og eventuelle billeder ind til os på red.grenaabladet@lokalavisen.dk
//