Fortsæt til indhold

Lokale købmænd om hamstring: Der er mad nok til alle

Samfund

Meldingen er ganske klar fra lokale købmænd i Norddjurs Kommune. Der er rigelig mad til alle og fornødenheder til alle, hvis blot man køber ind som normalt.

Det er blandt andet meldingen fra varehuschef i Kvickly i Grenaa Peter Taulbjerg.

”Vi har masser af de gængse varer, som ris, pasta, kartofler, brød og mælk. Det er kun, når folk begynder at købe fire-fem gange så meget ind som de ellers ville gøre, at der kan komme et problem. Så er man kun med til at skubbe et problem foran sig, for vi har varer nok, men hvis alle nu tænker, at man skal købe ind til 14 dage, så kan der blive et problem,” forklarer Peter Taulbjerg.

Selv i det tilfælde er der ikke grund til panik, forklarer varehuschefen. Der er således ingen meldinger om problemer i forsyningskæderne. Faktisk får supermarkederne muligvis lidt flere varer hjem end normalt, fordi automatiske systemer registrerer en stigende efterspørgsel.

Det eneste problem, der umiddelbart kan opstå, er produkter i niche-kategorien.

”Hvis alle de folk, der aldrig bager, pludselig skal til at bage en masse, så kan der godt blive et problem med for eksempel gær. Men ellers er det bare at bevare roen og køb det, der skal spises, så er der ingen grund til panik,” fastslår Peter Taulbjerg.

Køber det nødvendige

Også i en væsentligt mindre dagligvarehandel manes der til besindighed. Hos købmanden i Gjerrild var torsdag formiddag godt nok ualmindelig travl, men slet ikke på et kaotisk niveau, som det er set flere steder.

”Omsætningsmæssigt har det været en ret god formiddag,” konstaterer Torben Leth Andersen, der er en af de tre ejere af købmandsforretningen.

”Men det er slet ikke på sådan en over-overforbrug måde. Vi har sat et skilt op, hvor vi opfordrer folk til kun at købe det nødvendige, så der er nok til alle, og det har kunderne egentlig også gjort,” fortæller Torben Leth Andersen.

Dagens travlhed tilskriver han således også til dels, at folk er sendt hjem fra arbejde og derfor alligevel vil have indkøbene overstået.

Heller ikke hos den lille købmand er der meldinger om problemer med de kommende fødevareleverancer.

”De varer, vi har bestilt til i dag, er kommet som planlagt. Nu skal vi først til at bestille varerne til de kommende dage, men meldingen er, at alt er ok,” siger Torben Leth Andersen.