Sommerhusene ved Grenaa Strand får fibernet
I løbet af foråret går fibernetselskabet Fibia i gang med at grave render i sommerhusområdet ved Grenaa Strand, og gør dermed plads til at lægge fiberkabler i jorden, der forsyner området med fibernet.
Allerede til sommer skal fibernettet være klar, og det glæder formand for sommerhusforeningen Grenaa Strand Karoline Lynggaard, at sommerhusejerne og de kommende sommerhusgæster forhåbentlig se frem til streaming, tidsfordriv på sociale medier og udveksling af feriebilleder uden hak i datakvaliteten.
”Det er skønt, at vi nu kan afhjælpe den efterspørgsel, der har været efter hurtigere internet i sommerhusområdet. Vi ved jo fra ejendomsmæglere, at det også er sådan noget, der bliver kigget efter i dag, hvis man vil købe sommerhus, så det er helt sikkert også med til at gøre det lettere at få solgt huset, hvis man tænker på det. Samtidig er det også attraktivt for turisterne, når de kigger efter, hvor de skal leje sommerhus,” siger Karoline Lynggaard.
Flere muligheder
Egentlig havde Fibia forlangt, at 200 af de omkring 700 sommerhuse i området, skulle tilmelde sig for at selskabet ville rulle fibernettet ud, fortæller Karoline Lynggaard. Da den oprindelige tilbudsperiode udløb, var der dog blot 122 tilmeldte, men Fibia tror tilsyneladende så meget på projektet, at de har bekræftet udrulningen.
Det bekræfter selskabet også på en hjemmeside dedikeret til Grenaa Strand. Her skriver Fibia et tillykke med, at det hårde arbejde har båret frugt for sommerhusejerne, og at selskabet nu begynder planlægningsfasen for projektet, hvor endnu ikke-tilmeldte husstande kan hægte sig på det nye fibernet.
Karoline Lynggard tror da også på, at antallet af tilmeldte til fibernettet vil stige herfra.
”Vi nåede jo ikke helt op på de 122, men Fibia gik heldigvis med til at forlænge tilbudsperioden, og jeg kan da også se, at der allerede er flere, der har tilmeldt sig. Der er jo andre muligheder for at få internet i området, men jeg synes, det er fint, at der er flere forskellige at vælge imellem,” konstaterer Karoline Lynggaard.