Vi håber, gæsterne vil gøre Lundbergs Spisehus til deres dagligstue"
Det skal være godt, men det skal også være enkelt og ærligt, når Maltfabrikkens spisested åbner dørene til hjertet af Ebeltoft
Der kommer to kvinder ind ad bagdøren i stue-etagen i Maltfabrikken. De ser sig lidt konfuse omkring i lokalet og konstaterer tilsyneladende ved synet af lidt byggerod og fraværet af andre mennesker, at selv om døren er åben, så er der vist endnu ikke sådan officielt åbent for, at man kan sætte sig ind til en kop kaffe eller en god frokost. Men det varer ikke længe.
21. februar åbner Lundbergs Spisehus officielt, og selv om de to kvinder er lidt på forkant med udviklingen, så er de på sin vis et fint symbol på det, som forpagterne gerne vil opnå med Ebeltofts nye spisested. At man spontant får lyst til at stikke hovedet ind i det rustikke rum og egentlig bare møde og være.
”Vi vil gerne være Ebeltofts nye samlingspunkt, og det er en af grundene til, at vi kalder det et spisehus, for det skal være enkelt og folkenært at komme her. Vores udgangspunkt er, at vi egentlig bare faciliterer et rum og propper noget indhold ind i det, men det er gæsterne, der skaber stedet. Det håber vi bliver taget godt imod, så folk vil gøre stedet til deres dagligstue.”
Erfarent hold
Det er Mads Poulsen, som herover forklarer ambitionerne med Lundbergs Spisehus. Han er en fjerdedel af den personkreds, der står bag det nye spisested sammen med Rasmus Mølkjær Petersen, Mia Simonsen og Christian Castenskiold.
Restaurationsbranchen er de ikke ligefrem ukendt med. Mads Poulsen driver således fire restaurationer i Aarhus og eget importfirma, der henter vine, skinker, pølser, oste og meget andet hjem fra blandt andet Catalonien. Rasmus Mølkjær Petersen og Mia Simonsen er i dag ansat i en af restaurationerne og får i Lundbergs Spisehus rollerne som henholdsvis køkkenchef og driftschef.
Derudover Mads Poulsen også virksomheden Spiselauget Event, som eksempelvis laver mad på flere danske festivaler. Med andre ord så er der en del fingre på gastronomi-pulsen. Ambitionen er derfor også, at Lundbergs Spisehus ikke blot bliver et sted, hvor man kommer ind og sætter sig for et måltid mad. Det skal gerne være et energisk sted, hvor folk også kommer for at hente madvarer med hjem. Derfor byder Lundbergs Spisehus på både dagligt salg af hjemmebagt surdejsbrød og et delikatessehjørne, hvor man blandt andet kan købe ost, pølser og pesto.
Holdet har naturligvis også en plan for, hvordan maden, der serveres i Lundbergs Spisehus skal udfolde sig, men det betyder på ingen måde, at menukortet bliver mejslet i granit, fortæller Mads Poulsen.
”Vi vil gerne appellere til nysgerrigheden. Vi laver ting, der rammer alle aldersgrupper, så jeg tror vi tapper ret godt ind hos alle, men vi er jo ikke orakler, og derfor bliver det en dynamisk proces i samspil med gæsterne at finde ud af, hvad stedet skal have. Men lokalbefolkningen må også gerne føle, at de træder ind i et sted, der ikke bare er det, de normalt kender. Som iværksætter må man nogle gange overveje, om man direkte skal spørge hvad folk vil have, eller skal man forsøge at skabe nogle nye trends,” uddyber Mads Poulsen.
Uformelt mødested
Sikkert er det dog, at filosofien bag Lundbergs Spisehus trækker tråde til Maltfabrikkens overordnede filosofi om at være mødestedet. Ikke blot for Ebeltoft, men også en stor del af oplandet. Hver uge vil derfor byde på tematiske nedslag, hvis overordnede formål er at skabe måltidet at mødes om. Det kan være krebsegilde, bålmad, en aften med pil-selv rejer, stegt flæsk og meget andet.
”Det er det uformelle, vi rigtig gerne vil. Enkelt og ærligt, og selve værdien i fællesspisning, den ligger jo i fællesskabet,” konstaterer Mads Poulsen.
Øllet flyder fra kælderen
Det er på flere måder et temmelig unikt spisested, som Ebeltoft kan se frem til i hjertet af byen. Ikke alene udgør den nye restauration et naturligt led i den samlede plan for Maltfabrikken; det er også et samspil med lokalområdet for at vise, hvad Djursland gør så godt. I gastronomien vil Lundbergs Spisehus afsøge, hvilke lokale fødevareproducenter, der vil være interessante at samarbejde med.
En af dem er allerede fundet. Og det er med til at gøre spisestedet til noget særligt. I kælderen under Lundbergs Spisehus står de blanke øl-tanke fra Ebeltoft Gårdbryggeri allerede klar, og der er trukket slanger op til hanerne i baren ovenpå.
Kælderen bliver således omdannet til brewpub, hvor Ebeltoft Gårdbryggeri kommer til at eksperimentere med nye øl-varianter, mens gæsterne i pubben kan komme helt tæt på og følge med i processen omkring brygningen.
”Ud over gårdbryggeriets egen bar, bliver vi det sted i Danmark med flest ølhaner fra Ebeltoft Gårdbryggeri, og samtidig kan vi tilbyde øl, som ikke findes andre steder, når bryggeriet laver nye varianter, som vi køber og får på hane. Det gør stedet her ret unikt, og jeg synes også, det fortæller meget om det lokale samarbejde, som her opstår mellem Maltfabrikken, Ebeltoft Gårdbryggeri og nu Lundbergs Spisehus. Det er ret fedt at være med i sådan et projekt,” siger Mads Poulsen, hvis ambitioner også rækker ud i at være en vigtig del af Ebeltoft fremtidige udvikling.
”Vi har alle et hjerte for det lokale. Min kæreste kommer fra Ebeltoft, Rasmus har sommerhus her i byen, og Mia kommer fra Kolind og kender jo Djursland rigtig godt. Som vi ser det, så sker der virkelig mange ting i Ebeltoft, og vi vil jo gerne være et af de trækplastre, der kan være med til at folk kigger mod Ebeltoft og måske endda gerne vil flytte den her vej. Vi håber på at kunne bidrage til den udvikling,” siger Mads Poulsen.
FAKTA:
Lundbergs Spisehus
Navnet refererer til Maltfabrikkens grundlægger S.B. Lundberg.
Holdet bag det nye spisested driver fire restaurationer i Aarhus. Spiselauget på Godsbanen, vinbaren Pica Pica, vinbodegaen Masvino og restauranten Kolo. De driver desuden Spiselaugets Event og importfirmaet Masvino Vinimport.
Lundbergs Spisehus har åbningsreception fredag 21. februar klokken 18, hvor der laves helstegt pattegris i gårdhaven.
Åbningstiderne frem til sommersæsonen er tirsdag-fredag fra 9-17 og lørdag og søndag fra 10-16. Herudover vil der være åbent til ugentlige temaaftener som eksempelvis fællesspisning med pil-selv rejer eller vin og svin.
I sommerhalvåret udvider Lundbergs Spisehus åbningstiderne, så der hver dag også er åbent til aftenspisning.