Fortsæt til indhold

: Ebeltoft imponerede til VM i Mountainbike Orientering

Dansk verdensmester og bronzevindere blev hyldet på Fregatten Jylland

Samfund

Midt i sommervarmen er det ikke ualmindeligt at høre en del forskellige sprog, når man befinder sig på turist-magneten Fregatten Jylland, men tirsdag eftermiddag var dog temmelig usædvanlig. Her blandede russisk, tjekkisk, portugisisk, fransk, tysk, engelsk, dansk og mange, mange flere sig med hinanden.

I den lumre sommersol blev lugten af sved, der hang i tøjet fra de mange mountainbike-ryttere, mere og mere markant, efterhånden som de mange mennesker indfandt sig på fregattens dæk.

Her stod 20-årige Nikoline Splittorff med lys i øjnene og en glæde, som cykeltøjet næsten ikke kunne rumme, og kiggede op mod sejrsskamlen, der var placeret på gangbroen langs fregattens bageste mast et par meter over dækket.

”Hvor er det et fedt sted at lave præmieoverrækkelse,” noterede hun for sig selv.

Verdensmester

Kort efter kunne hun bestige trappen op til gangbroen og efterfølgende træde op på sejrsskamlens øverste trin som det endelige bevis på den præstation, hun havde leveret i timerne forinden i Søndre Plantage i Ebeltoft.

Sammen med ryttere fra 25 lande havde Nikoline Splittorff gennemtrawlet stierne i løbet af formiddagen i Søndre Plantage til verdensmesterskabet på mellemdistancen i Mountainbike Orientering (MTBO). Den distance formåede Nikoline Splittorff at tilbagelægge på så overbevisende en måde, at hun nu kan kalde sig juniorverdensmester.

”Det er helt vildt. Jeg er simpelthen så glad, og jeg tror ikke rigtig, at jeg har fattet det endnu. Det er jo noget, jeg har trænet rigtig hårdt og længe for at opnå, og når det så lykkes, er det en ret vild følelse. Og så endda i den tid. Det er virkelig fedt,” konstaterede Nikoline Splittorff med henvisning til, at hun havde lidt mere end to minutter ned til andenpladsen.

Se masser af billeder i galleriet herunder

Svær rute

Lige så fascineret af lokationen for præmieoverrækkelsen, hun var, lige så imponeret havde Nikoline Splittorff været over ruten i Søndre Plantage. Ligesom i et almindeligt orienteringsløb kører mountainbike-rytterne efter poster, der skal tjekkes af i den korrekte rækkefølge. Rytterne får først udleveret kortet over området umiddelbart inden start, og derfor er MTBO en øvelse i at holde hovedet koldt, mens pulsen er høj og valgmulighederne mange.

”Det var en rigtig svær og teknisk udfordrende rute. De mange stier i området gjorde, at der hele tiden var to eller tre valgmuligheder, og de valg skal man ofte træffe i høj fart. Jeg havde på forhånd besluttet mig for at investere i tiden - altså stoppe op derude og orientere mig grundigt. Det viste sig jo at være en god idé,” bemærkede Nikoline Splittorff begejstret.

En brombær-kæp i hjulet

Også fra officiel side var der ros til Ebeltoft som placering for verdensmesterskabets mellemdistance. Claus Poulsen, der er national kontrollant og medlem af hovedbestyrelsen i Dansk Orienterings-Forbund, som MTBO hører under, havde været med til at sætte ruten i Søndre Plantage, der har den perfekte kobling af fart og snævre passager.

”Området egner sig ikke til den lange distance, fordi der ikke er nok af de lange og lige stræk. Til gengæld er området fuldstændig perfekt til mellemdistancen, fordi den er teknisk svær med mange krogede små stier. Det betyder blandt andet, at mens man er derude, skal man tage stilling til, om det bedst kan betale sig at nå næste post ved at tage en sti, der er lille og snæver eller en af de større og mere udstrakte, hvor man kan få masser af fart på. Det er sådan noget, rytterne hele tiden må tage stilling til, mens de er derude,” forklarede Claus Poulsen, som også berettede, at bærsæsonen noget kuriøst havde været aktiv medspiller i løbet.

”Der er ret mange brombærbuske derude lige nu, så vi har haft en del punkteringer. Vi havde advaret rytterne om det på forhånd, men der er altså en del, der var nødt til at bære deres cykel i mål,” fortalte Claus Poulsen.

Flotte danske resultater

Ud over en verdensmester kastede løbet i Ebeltoft flere flotte resultater af sig. Således kørte Camilla Søgaard sig frem til en bronzemedalje i kvindernes seniorrække. Tredjepladsen måtte hun dog dele med finske Marika Hara, som kørte ind i nøjagtigt samme tid.

I herrernes juniorrække fik Thomas Steinthal også bronze. Den fik han lov at have for sig selv, mens landsholdskammeraten Mikkel Brunstedt Nørgaard kørte sig ind på fjerdepladsen.