Fortsæt til indhold

Borgerlisten mangler akut førstehjælp fra yngre kræfter

Der har været helt stille omkring lokallisten siden seneste valg, men frisk energi kan stadig genoplive partiet

Samfund

Det lokale politiske parti Borgerlisten har en hæderkronet fortid i Norddjurs med det klare højdepunkt, at partiet leverede den første borgmester i Norddjurs Kommune i form af Torben Jensen.

Siden valget i 2013 er opbakningen til partiet dog støt faldet, og kulminationen på nedturen kom ved det seneste kommunalvalg i 2017, hvor Borgerlisten måtte forlade kommunalbestyrelsen. Ved valget i 2017 havde Leo Petersen overtaget Torben Jensens rolle som Borgerlistens spidskandidat, men på trods af et personligt godt valg, var det ikke nok til at sende ildsjælen fra Allingåbro i kommunalbestyrelsen.

Siden da har der været temmelig stille om Borgerlisten, og Leo Petersen har da også nu svært ved at se, at den lokallisten pludselig laver en fugl Føniks og rejser sig fra asken.

”Til næste valg vil jeg selv være 71 år gammel, så det bliver ikke med mig ved roret. Jeg tog det som en stor oplevelse ved sidste valg, og jeg var meget ærgerlig over, at vi ikke kom ind, for personligt havde jeg jo et godt valg. Meget af projektet blev jo desværre ødelagt internt på selve valgdagen,” siger Leo Petersen med henvisning til partiets kandidat Torben Bach Sørensen i et læserbrev pludselig såede tvivl om Borgerlistens linje i forhold til skolelukninger.

Ikke misundelig

Leo Petersen har dog stadig varme følelser for lokallisten, og derfor vil han heller ikke afskrive Borgerlisten fuldstændig. Det kræver dog, at yngre kræfter melder sig på banen og kan se en idé i at bevare et parti med dybe rødder i den Rougsø-delen af Norddjurs Kommune.

”Hvis der er yngre kræfter, der har lyst til at tage kampen op, så er Borgerlistens navn stadig åben. Det kan man overtage, og det projekt vil jeg helt sikkert bakke op om. Vi må dog også erkende, at vi ikke har fået nogen henvendelser siden valget, men vi kan da stadig håbe,” lyder det fra Leo Petersen, som nu også kan se fordele ved, at det ikke lykkedes at komme i kommunalbestyrelsen i 2017.

”Med al den ballade, der har været i Norddjurs Kommune siden valget, så kan jeg roligt sige, at jeg ikke er misundelig på de andre kommunalbestyrelsesmedlemmer,” konstaterer Leo Petersen med et lille grin.