Nyt boligområde i Auning er klar til udvikling
Gartnerigrunden ved byparken åbner for forskellige boformer
Det er ved at være mange år siden, der for alvor har været noget godt for øjet på hjørnet af Tårupvej og Kirkegade i Auning. Efter gartneriet lukkede, lå området efterfølgende hen i murbrokker og knust vinduesglas i en lang periode, inden der blev ryddet op for at gøre grunden mere attraktiv til salg, og i slutningen af 2018 vedtog kommunalbestyrelsen endelig en ny lokalplan for området, der åbner for, at der kan udvikles et helt nyt boligområde i Auning.
Det er Nordicals - tidligere Nybolig Erhverv - der på vegne af grundens ejer, virksomheden Sakata Ornamentals, har været primus motor på den nye lokalplan for området, og her lægger property adviser Heine Jensen ikke skjul på, at han ser store perspektiver for et nyt boligområde.
”Auning udvikler sig positivt i befolkningstilvæksten, og kommunen har længe haft et ønske om, at der skulle kunne bygges boliger på grunden. Derfor var det en stor dag for os, da lokalplanen endelig blev godkendt, og jeg mener virkelig, at vi har at gøre med en af byens bedste beliggenheder. Det er klos op ad byparken og tæt på indkøb og centrum. Det har vi store forventninger til,” lyder det fra Heine Jensen.
Bredt marked
Næste skridt i processen bliver at finde en køber, som kan udvikle det nye boligområde. Den nuværende ejer Sakata Ornamentals ønsker således ikke at sælge udstykningerne i detail - altså til enkelte privatpersoner.
”Ejendommen skal sælges til et byggefirma, som kan se mulighederne og har lyst til at lave en bebyggelsesplan for området. Grunden har jo været til salg længe, men nu ligger der endelig en lokalplan, så nu kan man også effektuere nogle udviklingsplaner. Lokalplanen åbner for at bygge både både parcel- og rækkehuse, og der er et marked for begge dele,” mener property adviser Heine Jensen.
Lokalpolitisk optimisme
Fra kommunalpolitisk side er der da også stor tilfredshed med, at der endelig ser ud til at ske en positiv udvikling på gartnerigrunden. Formand for Miljø- og Teknikudvalget Jens Meilvang (LA), der selv bor ved Auning har således store forventninger til et kommende boligområde, som han håber på, kan være med til at opfylde nogle af Norddjurs Kommunes udviklingsstrategier.
”Nu har endelig fået kørt lokalplanen igennem, og jeg synes virkelig, det ser attraktivt ud. Lige nu er der i forvejen en god vækst i Auning med 25-30 solgte grunde inden for det seneste år, og det er jo noget af det, vi skal leve af i Norddjurs Kommune, at vi skaber muligheder for tilflytning og bosætning. I den strategi er Auning en af de byer med det største potentiale, så det vil være fantastisk, hvis der kommer nogen, der kan være med til at udviklen byen i det område. Det håber jeg, der snart kommer i gang,” konstaterer Jens Meilvang.
Prisen for hele grunden er 6.750.000 kroner plus moms. Ifølge den godkendte lokalplan kan der laves udstykninger fra 700 til 1500 kvadratmeter med en maksimal bebyggelsesprocent for åben-lav boligbebyggelse på 30 procent og 40 procent for tæt-lav boligbebyggelse.