Fortsæt til indhold

Norddjurs' nye skolestruktur endeligt vedtaget

Samfund

Der var hverken kovendinger eller store overraskelser, da politikerne i Norddjurs Kommune tirsdag aften holdt ekstraordinært kommunalbestyrelsesmøde for endeligt at vedtage kommunens nye skolestruktur.

Den endelige vedtagelse skal af lovmæssige årsager være på plads inden 1. marts for at kunne træde i kraft fra næste skoleår, og det lykkedes da også med en stemmefordeling på 19 der stemte for den nye skolestruktur, og syv der stemte imod. Dansk Folkepartis Diana Skøtt Larsen var fraværende ved mødet.

Ikke holdbart

Skolestrukturen har været et af de mest ophedede emner i Norddjurs Kommune det seneste halve år, efter den blev en del af kommunens spareplaner, og det meste er allerede blevet sagt i sagen før den nåede til aftenens endelige vedtagelse.

Det har man også kunnet aflæse i de sidste ni indkomne høringssvar, som stadig bærer præg af frustrationer, men også accept af, at beslutningen de facto er truffet for længe siden.

Det afholdt dog ikke politikerne fra at rejse sig og komme med afsluttende noteringer - på trods af, at de skiftevis bedyrede, at de egentlig ikke havde tænkt sig at sige noget i aften.

Venstres Kasper Bjerregaard benyttede lejligheden til at appellere til, at hele kommunalbestyrelsen bakkede op og stemte for forslaget. Mest af alt for at sende et signal udadtil og vise, at politikerne nu står sammen om at få strukturen til at lykkes.

Den appel hoppede modstanderne af skolestrukturen dog ikke på. Blandt andet Konservatives Benny Hammer, der mente, at det var naivt at tro, at alle nu ville stemme for.

”Vi skriver ikke under på det her, fordi vi tror ikke på, det er holdbart i længden. Vi tror, vi kommer til at snakke skolestruktur igen inden længe, men godt godt forsøgt, Kasper,” lød det fra Bennye Hammer, der efterfølgende fik opbakning fra SF’s Aleksander Myrhøj.

”Det her papir (forslaget, red.) er ikke meget værd og det bliver ikke mere værd af, at flere skriver under på det,” mente Aleksander Myrhøj.

Liberal Alliance stemte heller ikke for forslaget, men Jens Meilvang noterede dog, at selv om partiet ikke står inde for den nye skolestruktur, har man heller ikke i sinde at modarbejde på nogen måder.

Ændringer stemt ned

Inden den endelige afstemning havde SF’s Jytte Schmidt, der er stedfortræder for Mads Nikolajsen, og Enhedslistens Ulf Harbo fremsat ændringsforslag, der for Jytte Schmidts vedkommende lød på, at overbygningerne på Ørum Skole og Vestre Skole beholdes, mens der også skal bevares en børneby syd for Grenaa.

Ulf Harbo ønskede ligeledes at beholde de to overbygningerne, mens han heller ikke kunne tiltræde forslaget, da heller ikke han mener, at den ny skolestruktur er holdbar.

Begge forslag blev dog stemt ned, og den nye skolestruktur blev således efterfølgende endeligt vedtaget. Det betyder, at overbygningerne på Ørum Skole og Vestre Skole lukkes og samles på Kattegatskolen. Mølleskolen lukkes helt. Her vil dog fortsat være daginstitutioner. Ændringerne træder i kraft fra begyndelsen af det kommende skoleår.

Område Vest med Auning som overbygningsskole fortsætter uændret. Det samme gør Anholt Skole.