Slagter Drachmann glæder sig til mere albuerum
De mange slagter-kunder i Allingåbro skal vænne sig til en ny lokation, når slagterforretningen flytter lidt længere op ad gaden
Der er efterhånden ved at være temmelig trangt i det lille køkken bag Slagter Drachmanns butik i Hovedgaden i Allingåbro, så der er ikke noget at sige til, at de begynder at glæde sig til at få lidt mere plads til albuerne, når der steges, grilles og røges.
1. marts overtager Slagter Drachmann bygningen på Hovedgaden 104 i Allingåbro, hvor MadExpressen indtil for nylig holdt til, og begynder således den 800 meter lange flytning, der skal bringe butikken ind i nogle lidt større rammer. Det er dog hovedsageligt arbejdet i maskinrummet, der får mere plads, for stemningen ved at komme ind i en lille hyggelig butik skal bevares i de nye lokaler, fortæller slagtermester Bo Drachmann.
”Vi bygger en ny butik inde i det eksisterende køkken, men det bliver meget, som vores kunder kender det i dag. Jeg kan godt lide, at man kommer ind i en lille forretning, så man ikke har følelsen af at stå i et supermarked,” siger Bo Drachmann, som også ser hyggelige fordele ved en butik, der ikke kan rumme så mange mennesker.
”Vi får virkelig god støtte fra de lokale, og når vi har åbent i weekenden er der ofte kø ud på gaden, indtil der bliver plads i butikken. Så står de og får en lille snak, mens de venter. Det synes jeg da er hyggeligt, at man kan være med til,” konstaterer Bo Drachmann med et smil.
Mere køkkenplads
Bo Drachmann har drevet Djurs Slagtehus siden 2012 og i 2016 åbnede butikken i Hovedgaden 28. Det har dermed været med løbende vokseværk, at forretningen er gået fremad. Senest har Slagter Drachmann både åbnet og lukket en forretning i Hammel. De ansatte herfra er dog fulgt med til Allingåbro, og det er også en af årsagerne til, at det er ved at blive for småt i de nuværende lokaler.
”Vi står lidt på nakken af hinanden i køkkenet, og det har blandt andet betydet, at vi har været nødt til at sige nej til nogle bestillinger, fordi vi ikke har haft pladsen. Det skulle meget gerne ændre sig nu, så vi kan servicere dem allesammen,” siger Bo Drachmann.
Når de nye lokaler er overtaget bliver pladsen mangedoblet, og det giver blandt andet rum til at lave dagens ret hver dag ligesom produktionen af mad ud af huset også gerne skal blive større. Og så handler det ellers bare om at vænne kunderne til, at de lige skal et stykke op ad gaden for at finde den nye forretning.
”Jeg har sagt til de andre forretninger, at det hele kommer til at foregå i den anden ende af byen nu. Så må vi bare håbe, at kunderne kan vænne sig til at finde op til os,” griner Bo Drachmann.
Slagtermesteren satser på, at den nye forretning senest kan slå dørene op 1. april. Indtil da er butikken i Hovedgaden 28 stadig åben som normalt. Bo Drachmann beholder ligeledes sine nuværende bygninger, der blandt andet indeholder slagteriet.