Fortsæt til indhold

Pavillonen spreder musik-mod ud i byen

Pop op-koncerter i Grenaa over de næste 14 dage

Samfund

Nye kunstnere på nye steder for et nyt publikum. Det er kort sagt tankerne bag Kulturhuset Pavillonens nye koncept, som borgerne i Grenaa vil støde på de kommende uger. Under overskriften ’Pavillonen popper op’ rykker kulturhuset således musikken ud af de vanlige rammer for at lave pop op-koncerter seks forskellige steder i Grenaa. Det handler om at skabe kobling mellem musikken og hverdagslivet, fortæller direktør i Pavillonen Jesper Jul.

”Når folk har valgt at tage ind i Pavillonen for at høre noget musik, som de ikke hører til daglig, får vi tit at vide fra dem, at de har fået en stor oplevelse med hjem. Med det her projekt forsøger vi at rykke musik-modet ud af Pavillonens rammer og forhåbentlig give flere folk sådan en oplevelse,” forklarer Jesper Jul.

Musikmodet spirer

I øjeblikket er han og personalet i Pavillonen ved at finde ud af, hvor de seks pop op-koncerter skal afvikles. Fællesnævneren for koncertstederne er, at det ikke skal være steder, som folk normalt forbinder med musik-oplevelser. Det betyder, at koncerterne eksempelvis kan opstå på en arbejdsplads, i en butik eller måske busstoppestedet, uddyber Jesper Jul.

”Vi tror på at folk har en naturlig nysgerrighed på de mere smalle og nye musik oplevelse. Med projektet her vil vi gerne sætte fokus på det, der sker når du for eksempel møder musikken på din arbejdsdag. Det musikken gør ved dig og din glæde i din dag og får dit musikmod til at spire,” mener Jesper Jul om projektet, der er støttet af Statens Kunstfond.

Del oplevelsen

For at få noget til at spire, kræver det også, at det bliver gødet, og her håber de i Pavillonen på, at det publikum, som overværer koncerterne vil hjælpe med den del ved at sende budskabet om en forhåbentlig god musikoplevelse videre.

”Projektet handler jo også rigtig meget om at involvere folk, så vi håber på, at man vil tage billeder eller video og dele det på de begivenheder, vi opretter for koncerterne på Facebook eller deler det på for eksempel Instagram, så andre kan få glæde af oplevelsen,” lyder håber fra Jesper Jul.

Premieren for pop op-koncertrækken bliver allerede tirsdag aften, når kommunalbestyrelsen får et kulturelt indspark til at sætte aftenens møde i gang på. Her popper den aarhusianske singer-songwriter Nanna Bech nemlig op med tre sange, inden mødet går i gang.

Nanna Bech har skrevet sange siden hun var 11 år gammel, da hendes far lærte hende at slå de første akkorder an på guitar. Hun har efterfølgende turneret verden rundt med den betagende undervandskoncert ”AquaSonic” af Between Music. Nu er Nanna Bech ved at indtage verden på ny med sin egen lyd inspireret af amerikansk singer-songwriter/folk og indiepop med en nordisk klang. Nanna Bech havde debutkoncert med sit kvindeband på SPOT 2017 og er klar med sit debutalbum ”I Could Kill You In A Thousand Ways”.

Både koncerten og kommunalbestyrelsesmødet er naturligvis åbent for alle.