Ny SSP-leder har landet sin drømmestilling
Der har ikke været meget plads mellem aftalerne i Heine Skovbak Iversens kalender den seneste måned. 1. november tiltrådte han stillingen som ny områdeleder for SSP-samarbejdet (Skole, Social og Politi, red.) i Syddjurs Kommune og tiden lige siden har han benyttet til et hav af besøg hos folkeskoler, ungdomssuddannelser og virksomheder for at identificere, hvordan det står til med ungdommen i Syddjurs Kommune og finde ud af, hvor og hvorfor der opstår problemer blandt unge, der træder ved siden af den lovlydige bane.
”Generelt synes jeg faktisk, det ser rigtig positivt ud med ungdommen i Syddjurs. Det endda på trods af, at det aldrig har været lettere at falde i uføre og tilgængeligheden til for eksempel stoffer er større end nogensinde. Jeg tror, det handler om det gode samarbejde, der allerede eksisterer på området, og det vil jeg naturligvis gerne fortsætte,” fortæller Heine Skovbak Iversen.
”Det er lige mig”
Det er lidt af en drømmestilling for Heine Skovbak Iversen, at han nu skal til at beskæftige sig fuld tid med den forebyggende indsats i kommunen. Han er uddannet lærer og har igennem sin karriere løbende fattet voksende interesse for børn og unge med særlige behov og har således en fortid som viceskoleleder på Mølleskolen i Norddjurs Kommune, som er kendt for sit arbejde med børn i specialklasser. Desuden har Heine Skovbak Iversen været leder af heltidsundervisningen ved Ungdomsskolen i Syddjurs Kommune, mens han senest har været ansat som skoleleder på heldagsskolen Oust Mølleskole i Randers Kommune, som henvender sig til normalt og velbegavede børn, der er udfordret af adfærdsmæssige og psykiske problemer.
”Da jeg så stillingsopslaget til jobbet som SSP-områdeleder tænkte jeg: ’Det er lige mig’. Jeg synes, jeg har den baggrund, der kræves og en indgående viden til det kommunale system, der passer perfekt til jobbet. Det tror jeg, at jeg kan bruge til at sparke nogle døre ind hos nogle mennesker, som gerne vil være med til at hjælpe unge på vej,” siger Heine Skovbak Iversen og uddyber:
”Der er nogle unge, der falder ved siden af systemet, og det handler rigtig mange gange om, at de ikke føler sig set, hørt eller forstået. Her er det forebyggende arbejde simpelthen så vigtigt, så vi sørger for, at de unge kan skabe sig en identitet. Derfor vil jeg rigtig gerne skabe nogle samarbejder på tværs af skolerne og de lokale virksomheder, som vil være med til at tage et socialt ansvar. Det er her, vi kan finde ud af, hvordan vi hjælper de unge på vej,” fastslår Heine Skovbak Iversen.
Ikke alle svarene
Det næste stykke tid har den nye SSP-leder dedikeret til flere besøg hos virksomheder, foreninger og skoler i Syddjurs Kommune for at danne sig et endnu bedre billede af tilstanden, for selv om der stor erfaring på området med i bagagen, så holder Heine Skovbak Iversen sig ydmygt til den nye opgave.
”Jeg bilder mig ikke ind, at jeg sidder med alle svarene på, hvordan vi forbedrer den forebyggende indsats i kommunen, selv om jeg har erfaringer med mig fra tidligere stillinger, men forhåbentlig kan jeg snakke med en masse mennesker, der kan hjælpe mig med at finde svarene,” konkluderer Heine Skovbak Iversen.
faktaboks: Blå Bog
Bor til daglig i Ebeltoft med sin hustru Lene og fire børn.
Uddannet lærer fra Aarhus Seminarium.
Startede som lærer på Frijsenborg Efterskole ved Hammel.
Blev efterfølgende ansat ved det daværende Skelhøjeskolen i Ebeltoft. Herfra fortsatte karrieren hos Mølleskolen ved Ålsø og videre til stillingen som leder af heltidsundervisningen i Syddjurs Kommune. Senest har han været ansat som skoleleder ved Oust Mølleskole i Randers Kommune.