Fortsæt til indhold

0,2 procent skaber flertal for ny budgetaftale

S, V og DF står nu bag forliget om budget 2019

Samfund

Tirsdag aften var der gang i døren til forhandlingslokalet i Norddjurs Kommune, da både SF og Enhedslisten forlod forhandlingerne.

En af hovedårsagerne skal findes i 0,2 procent. Det er den forskel, der er fra SF og Enhedslisten krav om en skattestigning på 1,5 procent i den kommende budgetaftale til den stigning på 1,3 procent, som Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti er blevet enige om. Med de tre partiers enighed er der nu 20 mandater bag budgetforliget, der altså tæller de to partier fra den borgerlige opposition - Venstre og Dansk Folkeparti - sammen med borgmester Jan Petersen og Socialdemokratiet.

Det er endnu ikke lykkedes at få en kommentar til udviklingen fra hverken borgmesteren eller Venstres Kasper Bjerregaard, men Dansk Folkepartis Steen Jensen bekræfter forløbet, og han ser nu frem til at lande aftalen med de to andre partier, så budget 2019 er i hus med de 20 mandater bag forliget.

”Jeg gik ind til forhandlingerne med, at det var os tre (S, V og DF, red), der skulle køre det her show. Der blev vi nødt til at bygge bro mellem Venstre og Socialdemokraterne. Det var min gameplan. Det der slog dem halvvejs ihjel (SF og EL, red.) var, at vi gik med til Venstres ønske om ikke at lade skatten stige så voldsomt. Vi gik med til, at den ikke skulle stige 1,5 procent, men kun 1,3 procent. Venstre kunne ikke holde til at skulle vise baglandet så markante skattestigninger, så det gav vi Venstre, for dem skulle vi gerne have med i det her. Det blev for surt for de røde partier, for de havde jo set den her skattestigning, og nu kommer der til at mangle nogle af de penge, når man mister 0,2 procent,” fortæller Steen Jensen.

Uden for indflydelse

Både SF og Enhedslisten har således givet udtryk for, at de foretrak en højere skattestigning, så kommunen har bedre muligheder for at undgå hårde besparelser på eksempelvis ældreområdet, voksenpleje-området og området for udsatte børn. Det er også områder, som er blandt Dansk Folkepartis kerneområder, men Steen Jensen mener, at det i den nuværende situation er væsentlig bedre at sidde med i forligskredsen end at at forlade forhandlingerne som SF og Enhedslisten gjorde.

”Ligemeget hvad vi kommer med, så kan de røde partier simpelthen ikke forstå, hvor presset vi er økonomisk. Det er et voldsomt beløb, vi skal spare, så hvis man tror, man kan spare, uden det går ud over nogen, så lever man på månen. Man har ingen indflydelse, hvis man forlader forhandlingerne. Det har været svært for de røde at acceptere den her opbremsning i økonomien, som simpelthen er nødvendig. Det er sådan det er. Vi er nødt til at skrabe alt op, vi kan finde,” mener Steen Jensen.

Efter SF og Enhedslisten forlod forhandlingerne har de givet udtryk for, at den økonomiske opbremsning og medfølgende besparelser er for hårde ved kommunen nu og her, og partierne har i stedet foreslået, at den økonomiske genopretning skal ske over længere tid. Det er Steen Jensen ikke enig i.

”Vi er nødt til at beskytte kassebeholdningen, ellers kommer vi under administration. Så vi har gjort alt, hvad der var os muligt for at beskytte den kasse, så vi selv kan køre tingene,” siger Steen Jensen, som vedkender, at der formentlig kan komme en regning på længere sigt, når man for nuværende vælger at spare på blandt andet området for udsatte børn og voksenpleje-området.

”Det kan godt være, at de tiltag vi gør på blandt andet børn- og ungeområdet får en regning længere ude, men det ved vi andre jo godt. Problemet er, at når man ingen penge har, så tager man det, man kalder et kvik-lån. Det er man nødt til, selv om det er træls. Kassen er faretruende nær at gå i nul. Det kan vi ikke sidde stille og kigge på,” fastslår Steen Jensen.