Fortsæt til indhold

Ældreråd: Det er er rovdrift på kommunens svage borgere

Fortvivlelsen er stor hos Ældrerådet, når de skal danne sig et overblik over de kommende besparelser på voksen- og plejeområdet

Samfund

Det var en tydeligt fortvivlet og frustreret Ingeborg Kyed Pedersen, formand for Ældrerådet i Norddjurs Kommune, der i sidste uge sendte høringssvar ind til kommunen på de foreslåede besparelser, der er lagt op til i budgetforliget. I forligsteksten er målet en besparelse på knap 35 millioner. De skal blandt andet findes gennem lukninger af en række forebyggende tilbud samt nedskæringer på plejeområdet, og Ingeborg Kyed Pedersen lægger ikke fingrene imellem, når hun beskriver sin frygt for konsekvenserne af besparelserne.

”De her besparelser skal jo findes over en fireårig periode, og jeg kan da godt blive lidt skarp og spørge, hvor mange der mon holder til det. Det er jo ikke os, der kan klare os selv, der bliver ramt i det her. Det er de svageste ældre; dem der har behov for hjælp fra andre for at have en værdig tilværelse, det går ud over. Jeg synes, det er rovdrift på ældreområdet og særligt de svageste borgere,” siger Ingeborg Kyed Pedersen.

I forligsteksten står det flere steder, at ”Lovligheden af de enkelte dele af besparelserne skal vurderes nærmere.” Med andre ord, så lægger forslagene op til så markante besparelser, at de bevæger sig på kanten af, hvad der fra lovmæssig side stilles krav om. Det vækker naturligvis yderligere bekymring hos ældrerådsformanden, der konstaterer, at uvisheden og utrygheden er omfattende hos kommunens ældre.

”Det er nedslående. Det er jo endnu ikke gennemarbejdet, så der er ingen, der kan sige, hvilke konsekvenser det får, at man skærer tingene væk og fjerner forebyggende tilbud og vedligeholdelsestræning. Det savner vi altså at få at vide. Vi ser virkelig på det med stor magtesløshed,” fastslår Ingeborg Kyed Pedersen.

Fra politisk side fastslår formand for Voksen- og Plejeudvalget Lars Møller (S), at det inden anden behandling af budgettet er klargjort, hvorvidt enkelte af besparelserne kan være på kant med loven eller ej. For nuværende ønsker Lars Møller dog ikke at kommentere på Ældrerådets bekymringer og kritik, da høringsfasen stadig er i gang, og de indsendte høringssvar først skal behandles i udvalget.

faktaboks: Udvalgte besparelser på ældreområdet

Tilbud om forebyggende og vedligeholdende træning reduceres. Besparelse: 2,6 millioner kroner i 2019 og 4,1 millioner kroner i 2020.

Alle åbne aktivitetstilbud til ældre borgere lukkes. Besparelse: 0,9 millioner kroner i 2019 og 1,8 millioner kroner i 2020.

Den generelle normering på plejecentrene i primært dagvagt reduceres med cirka 10 pct. Besparelse: 3 millioner kroner i 2019 og 6 millioner kroner i 2020.

Samling af administrative medarbejdere på sundheds- og omsorgsområdet. Besparelse: 0,3 millioner kroner i 2019 og 0,9 millioner kroner i 2020.