Fortsæt til indhold

Handelsbyer kritiserer opfordring til at handle på nettet

Samfund

29 danske handelsbyer kritiserer i et åbent brev den opfordring til at lægge mere af sin julehandel online, som kom frem på Statsministeriets pressemøde i mandags. Her blev også nye corona-restriktioner præsenteret forud for julen.

Det åbne brev er stilet til statsminister Mette Frederiksen, erhvervsminister Simon Kollerup og Sundhedstyrelsens direktør Søren Brostrøm, og heri lyder kritikken blandt andet, at det er:

”...yderst kritisk, når I som regering og sundhedsmyndighed bruger en uhensigtsmæssig retorik om at handle på nettet fremfor i de fysiske butikker. Detailhandlen og restaurationsbranchen har om nogen sikret at overholde de udstukne restriktioner med max antal kunder, mulighed for vask af hænder og/eller afspritning, brug af mundbind, holde afstand, skiltning, udvidede åbningstider etc. At handle på nettet betyder blot længere køer ved udleveringssteder og pakkeshops!”

Borgmester: Den lokale hande er tryg

I Syddjurs Kommune er ingen af de lokale handelsstandsforeninger medunderskrivere af det åbne brev.

Handelsstandsforeningerne i blandt andet Hornslet har i løbet af de seneste måneder gjort meget ud af at fortælle, at det er sikkert at julehandle i de mindre byer.

Fra politisk side er det også den oplevelse borgmester Ole Bollesen (S) har i den lokale detailhandel, selv om han dog godt forstår, at der fra de nationale myndigheders side er behov for opfordringer, der minimerer forsamlingerne.

”Det er en meget speciel situation nu. Ud fra et smittesynspunkt er det jo helt okay med den opfordring, men set ud fra et lokalt erhvervssynspunkt, så er det jo skidt. Jeg synes, der er stor forskel på at handle i en lille specialbutik i Syddjurs i forhold til at tage i Ikea i Aarhus, så jeg synes, man skal nuancere det. Jeg mener bestemt, man stadig fint kan bruge de lokale specialbutikker. Selvfølgelig under respekt, og vi er jo også nødt til at gå i dagligvareforretningerne og handle der. Jeg oplever meget, at folk holder reglerne. Også i de lokale supermarkeder, hvor folk går med maske og får sprittet af. Jeg har tidligere handlet en del i Aarhus, men jeg føler mig ikke tryg i et stormagasin, hvor der går mange mennesker, men jeg bliver da ved med at gå til for eksempel Walther i Ebeltoft eller Slagter Kruse på Mols,” lyder det fra Ole Bollesen.