Børn får et venligt puf til at genopdage bøger
Fem institutioner i Favrskov får hver 100 bøger.
Favrskov Bibliotekerne har søgt og fået 150.000 kroner fra Slots- og Kulturstyrelsens pulje ’BOGglad’. Pengene skal bruges til bogsamlinger i fem konkrete børneinstitutioner, så bøgernes verden og magi genopdages.
Ulla Knudgaard Fisker, afdelingsleder på Hinnerup Bibliotek & Kulturhus, fortæller, at restriktioner og retningslinjer vedrørende coronasituationen har taget fokus, og bøger er flere steder gledet lidt i baggrunden i det pædagogiske arbejde.
»Det er det, vi hører fra institutionerne. Derfor er man nu optaget af at få fokus på bøger tilbage - der er behov for en genstart.«
Hun håber bare, at coronasitutationen så også snart slipper sit tag.
»Så vi netop kan få fokus tilbage på andre ting, blandt andet på de værdier, der ligger i bøgerne.«
100 bøger til hver
Fem udpegede institutioner i Favrskov Kommune får mulighed for en genstart, når de hver får omkring 100 bøger leveret i løbet af foråret.
Med overskriften ’Bogglæde og fællesskaber i Favrskov’ skal puljemidlerne på 150.000 kroner nemlig bruges på at indkøbe fysiske bøger, hvor i alt 350 børn fra 0-12 år får adgang til samlingerne. Projektet skal fremme tilgængeligheden af bøger for alle børn, skabe læselyst, forundring og nysgerrighed.
De fem institutioner er geografisk spredt i kommunen. Det er Naturbørnehaven Klintholm i Hammel, Trekløveren i Sall, Thorsø Børnehus, Lilleåskolens SFO og klub i Laurbjerg, og Østervangskolens SFO i Hadsten.
Børnene byder også ind
Pædagoger og bibliotekarer skal nu samarbejde om at finde ud af, hvilke bøger der skal indkøbes. Det samarbejde glæder Ulla Knudgaard Fisker, afdelingsleder på Hinnerup Bibliotek & Kulturhus, sig til.
»Vi har allerede et godt samarbejde med institutionerne og skolerne, men denne gang er det også meningen, at børnene skal byde ind med emner og forslag, så vi får endnu mere viden om, hvad der kan fremme deres læselyst. Klintholm er eksempelvis en naturbørnehave, og hvordan kan vi være med til at understøtte deres interessefelt i valget af bøger? Det bliver spændende at samarbejde om.«
De deltagende institutioner skal inden 30. juni i år have etableret et bogmiljø, hvor der er mulighed for at fordybe sig, finde ind i et fællesskab med andre og bare få gode og måske sjove oplevelser med bøgerne.
Bøgerne ind i institutionerne
I projektet er der netop fokus på at skabe lige adgang til bøgerne for alle børn, da nogle børn ikke kommer så ofte på kommunens biblioteker. Nu får de i stedet for bøgerne ind på hylderne i institutionen, og det gør fritidslæsningen endnu nemmere, siger Ulla Knudgaard Fisker.
»Der ligger udvikling, oplevelser og viden i bøgerne, og det er selvfølgelig afgørende, at vi er med til at gøre litteraturen tilgængelig for så mange som muligt.«
Hun ser det også som et projekt, hvor der er mulighed for gensidig udvikling, pædagoger og bibliotekarer imellem.
«Med dette bliver alle klogere på børns læselyst, det gode bogmiljø i institutionerne, og hvordan vi med bøgerne kan skabe aktiviteter, der fremmer fællesskabet.«