Fortsæt til indhold

Flere medarbejdere fyret efter krav om coronapas

Siden slutningen af november har de danske arbejdsgivere kunnet kræve et gyldigt coronapas af deres ansatte. Og det har ifølge DR allerede kostet en række fyringer, mens flere også er blevet sendt hjem uden løn.

Samfund
af

Loven trådte i kraft den 26. november sidste år.

En trepartsaftale indgået mellem regeringen, Fagbevægelsens Hovedbevægelse og Dansk Arbejdsgiverforening – et lovforslag, der blev hastebehandlet i Folketinget, og som derefter gjorde kravet om coronapas på de danske arbejdspladser muligt.

Siden november har offentlige, statslige og private arbejdspladser nemlig haft mulighed for at kræve et gyldigt coronapas af medarbejderne. Og har ansatte omvendt ikke kunnet fremvise et gyldigt coronapas, har der dermed også været risiko for, at det kunne få ansættelsesretlige konsekvenser.

For flere medarbejdere har det altså resulteret i, at de er blevet hjemsendt uden løn eller i værste fald fyret. Det skriver DR tirsdag.

For så længe coronavirus er kategoriseret som en samfundskritisk sygdom, kan de danske arbejdsgivere kræve et gyldigt coronapas af deres ansatte.

En stikprøve, som DR Nyheder har foretaget hos de fem regioner samt de største fagforeninger og private virksomheder herhjemme, viser, at en række medarbejdere enten er blevet fyret eller hjemsendt uden løn, fordi de ganske enkelt ikke har kunnet fremvise et gyldigt coronapas.

Lizette Risgaard, der er formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, er ifølge DR ked af, at kravet om coronapas har ført fyringer med sig. Og hun erkender alvoren heri.

Men alligevel siger hun til DR:

»Det er det (alvorligt, red.). Derfor er jeg også glad for, at man på langt de fleste arbejdspladser finder løsninger. Det er med til, at vi har kunnet holde samfundet så åbent og skabe tryghed for medarbejderne. Det kan vi kun gøre, hvis vi alle sammen vil være med,« siger Lizette Risgaard.

Et coronapas er gyldigt, hvis man er vaccineret, og hvis man er tidligere smittet eller enten kan fremvise en negativ pcr-test, der er højst 72 timer gammel, eller en negativ kviktest, der er højst 48 timer gammel.