Vil du være komtesse, stalddreng eller konge?
Lokale aktører medvirker i egnsspillet ”Komtessen og kongen” på Clausholm Slot.
20-25 roller skal besættes i den stort anlagte forestilling ”Komtessen og kongen”, der er en del af Kulturfesten i Voldum. Scenen sættes på gårdspladsen på Clausholm Slot 20. – 22. juni, og der er ved hver af de tre forestillinger plads til cirka 300 tilskuere.
Aktørerne er alle amatører, og der er brug for både børn, unge og voksne. De udvælges ved en audition, hvor de hver især skal fremføre en tilsendt tekst. Udover aktørerne på scenen bliver der brug for en lang række frivillige til praktiske opgaver.
I eksil på slottet
Handlingen er spundet over tre dage af Anna Sophie Reventlows tid på Clausholm Slot. Hun blev gift med kong Frederik d. 4., først til venstre hånd og ved Dronning Louises død i 1721 så til højre hånd. Det endte som bekendt med, at hun ved kongens død i 1730 blev forvist fra København til sit fødehjem, godset Clausholm. Her blev hun af kongens stedsøn Kong Christian 6. pålagt livslangt eksil.
I forestillingen medvirker ud over Anna Sophie Reventlow en række personer, som hun omgiver sig med på slottet – kokkepige, staldkarl, doktor, konge etc. Ud over disse otte navngivne roller medvirker 12-16 statister.
Der afholdes audition lørdag 5. februar i Nielstrup Forsamlingshus, og prøverne går i gang i slutningen af februar.
Professionel ledelse
Deltagerne i projektet er en blanding af professionelle og frivillige. Ledelsen består af folk med flere års erfaring inden for teater og afvikling af større arrangementer. Instruktion, manuskript, scenografi, produktionsledelse, teknik, PR og kostumer er således lagt i professionelle hænder.
Skuespillergruppen vil udelukkende bestå af frivillige. Også praktiske opgaver i forbindelse med opbygning, afvikling og oprydning vil blive udført af frivillige. Alt i alt vil cirka 50 mennesker være involveret.
Lilje Windbirk er instruktør og manuskriptforfatter. Hun har i forvejen et langt CV, både som manuskriptforfatter, skuespiller og instruktør, og hun peger på, at egnsspillet både bliver en flot teateroplevelse og bygger bro lokalt:
»Udover at fortælle en vedkommende kærlighedshistorie med afsæt i historiske begivenheder, har projektet til formål at samle og involvere lokale kræfter på tværs af baggrund og generationer. Det er min erfaring, at den fælles oplevelse med at stable en stor forestilling på benene, bygger bro og skaber sammenhængskraft og ejerskab. En sammenhængskraft der vil blive i lokalområdet længe efter lyset er slukket, og forestillingen har spillet for sidste gang.«
Gør byen kendt og attraktiv
Lis Bilde, kasserer i Voldum Lokalråd og fundraiser i forhold til kulturfesten, er optaget af, hvad egnsspillet gør for Voldum som by.
»Det er med til at få Voldum på landkortet og gør byen attraktiv for tilflyttere. Jeg er sikker på, at egnsspillet vil hente publikum ud over Voldums grænser, og de vil netop være vidne til, hvad Voldum kan. Samtidig møder vi allerede nu en kæmpe opbakning og interesse fra byens borgere til at være frivillig.«
Hun understreger, at setup’et med både professionelle og frivillige er perfekt, og det at der er audition til rollerne er ydermere et tegn på de høje ambitioner.
»Jeg kan da ikke huske, hvornår vi sidst har haft audition i Voldum,« smiler hun.