Fortsæt til indhold

Stifter ny forening bag driften af Stenvad Mosebrug

Tirsdag 1. februar kl. 19 afholdes stiftende generalforsamling for den forening, der fremover skal stå bag driften af Mosebruget.

Samfund
gs

En ny forening skal overtage driften af Stenvad Mosebrug. Det blev besluttet på Kultur- og Fritidsudvalget den 20. september 2021.

Foreningen skal realisere den nye vision for Mosebruget, som støttes med 3 millioner kroner fra Realdania, Lokale- og Anlægsfonden, samt 3,3 millioner kroner af Norddjurs Kommune.

Karoline Bergkvist Søgaard fra Socialdemokratiet har været politisk repræsentant i styregruppen. Hun har således været tæt på projektet fra starten, og hun udtaler i en pressemeddelelse:

»Der ligger et grundigt forarbejde og en grundig analyse bag den politiske beslutning, som er nøje overvejet. Styregruppen har fået rigtig god hjælp fra rådgiver Johanne Bugge, som er ekspert på området. DffD har gjort det rigtig godt, men etableringen af en ny forening er nødvendig, for realisering af den nye vision. Med etableringen af en ny forening får vi en større faglig bredde og en bestyrelse, der udelukkende skal arbejde for Stenvad Mosebrugscenter. Det er et utrolig spændende projekt, der er i gang, med store potentialer og stor anerkendelse fra de fonde, som også arbejder med udvikling af landområder andre steder i landet. Derfor har dette projekt, og de frivillige, der har langt ufatteligt mange timer i det, min fulde opbakning.«

Innovativt fyrtårn

Foreningen skal med udgangspunkt i den nye vision for Mosebruget drive og udvikle Mosebruget både som lokalhistorisk formidlingsattraktion og som dynamisk mødested med bestyrelsen i spidsen.

Mosebruget skal fremover være kommunens kulturelle, historiske og innovative fyrtårn, som skal skabe stor værdi særligt i hele midten af Norddjurs. Foreningen skal udvikle formidlingen af egnen og fabrikkens historie, og natur, og skabe rum for en masse oplevelser og aktiviteter nye som gamle. Foreningen skal aktivt støtte iværksætteri, lokaludvikling, kultur og kreativitet, landliv og ”grønne” oplevelser. Foreningen skal desuden have høje ambitioner om miljøvenlig drift og naturbeskyttelse.

Fællesskabet bliver centralt for Mosebrugets fremtidige virke. Det skal være et mødested og en arbejdsplads, hvor der er plads til mangfoldigheden. Der skal være plads til brugere i alle i alle aldre, med forskellige interesser og forskellig baggrund. Foreningen skal sikre en økonomisk bæredygtig drift, og en stærk og involverende organisation med et aktivt og anerkendende frivilligt miljø, og et bredt samarbejder omkring aktiviteter og udvikling.

Ærgerlig over processen

Mads Jensen fra Det Konservative Folkeparti har også fulgt projektet fra starten som medlem af Kultur- og fritidsudvalget. Han siger om etableringen af den nye forening:

»Jeg er stolt af, at jeg som Kultur- og Fritidsudvalgsmedlem har været en del af et så spændende og ambitiøst projekt. Jeg ser især positivt på udviklingspotentialet omkring formidlingen af lokalhistorien, og et løft af udstillingerne og oplevelserne på Stenvad Mosebrug. Personligt har jeg en drøm om, at Huldremosekvinden en gang kan vende hjem. Jeg er lidt ærgerlig over den uro, der har præget processen, og håber alle kan se de muligheder udviklingen af Mosebruget giver lokalområdet. Dette skal være en udvikling, der med en ny forening skaber nye muligheder, samtidig med, at alt det gode, der allerede er, bevares.«

De nye bestyrelsesmedlemmer skal samlet set besidde forskellige fagligheder og erfaring blandt andet indenfor strategisk- og organisatorisk udvikling, historisk formidling og attraktions- og forretningsudvikling, innovation, fundraising, mobilisering af frivillige, økonomistyring, kulturoplevelser, landdistriktsudvikling, markedsføring, og ikke mindst tid og dedikation. Dertil vægtes så vidt muligt lige fordeling af køn, forskellige aldre og personlige kompetencer, samt et samlet bredt netværk.

Bestyrelsen har det overordnede økonomiske og driftsmæssige ansvar og skal, som arbejdende bestyrelse, bidrage med arbejdskraft og hjælpe med udviklingsopgaver, driftsopgaver og være sparringspartner for den daglige ledelse. Læs mere om bestyrelsens sammensætning i vedtægterne.