Fortsæt til indhold

Denne sexsygdom breder sig hastigt

Trods en tid med coronaisolation og afstandskrav stiger klamydiasmitten blandt de unge.

Samfund
ddp

I 2020 gjorde corona-pandemien sit indtog, men trods afstandskrav, et delvist nedlukket samfund og et lukket natteliv slog klamydiatallene blandt unge i 2020 rekorder. Ifølge Statens Serum Institut blev der i 2020 konstateret intet mindre end 29.443 klamydiatilfælde i aldersgruppen 15-29 år, hvilket er en stigning i forhold til 2018, hvor der blev fundet 28.208 tilfælde, oplyser Sex og Samfund i en pressemeddelelse.

Antallet af klamydiatilfælde blandt aldersgruppen lå i 2018 på 25 tilfælde pr. 1.000 indbygger, og i 2020 var det tal steget til 26,2. Desuden anslås det, at der er et mørketal blandt de smittede.

På landsplan er der 26,2 smittede pr. 1.000 unge, og derfor har Danske Regioner afsat 10 mio. kr. til løsninger, der skal gøre det enklere og billigere for kommunerne at øge testningen af de unge.

Det betyder blandt andet, at kommunerne vil få mulighed for at tilbyde unge gratis hjemmeprøvetagninger til både klamydia og gonorré som en digital sundhedsydelse.

I en spørgeskemaundersøgelse blandt de unge, der i 2021 har bestilt en hjemmetest, svarer de, at de foretrækker hjemmetesten, fordi det er nemmere, hurtigere og tryggere.

Derfor forventer Sex & Samfunds nationale chef, Lene Stavngaard, at man på sigt vil se et fald i klamydiasmitten blandt kommunernes unge, hvis de vælger at samarbejde om testtilbuddet.

»I Sex & Samfund har vi siden 2008 arbejdet for at udbrede klamydia-hjemmeprøvetagning på grund af den succes, vi har haft i de kommuner, som vi allerede samarbejder med. Derfor håber og opfordrer vi kraftigt til, at de enkelte kommuner griber bolden og begynder at udbyde den digitale sundhedsydelse med gratis hjemmetest til kommunens unge,« siger hun.

Konsekvenserne af en klamydiainfektion, som for eksempel ufrivillig barnløshed hos kvinder og betændelse i bitestiklerne hos mænd, kan mindskes ved hurtig diagnosticering og behandling.