Ny friskole på vej: Børns behov skal i fokus
Der bliver i øjeblikket ledt efter lokaler til en ny friskole i Skanderborg-området. Både Stilling og Skanderborg er i spil.
En ny friskole i Skanderborg-området er på tegnebrættet.
Det fortæller Emilie Skaarup Bruhn, som til sommer åbner Din Friskole i Trige.
Jeg oplever stor interesse fra forældre i Skanderborg Kommune, så jeg har lovet at hjælpe dem i gang og vejlede dem i processen.Emilie Skaarup Bruhn, bestyrelsesforkvinde på Din Friskole
»Jeg oplever stor interesse fra forældre i Skanderborg Kommune, så jeg har lovet at hjælpe dem i gang og vejlede dem i processen,« siger Emilie Skaarup Bruhn, som er født og opvokset i Aarhus.
Inden længe flytter hun tilbage til Aarhus-området efter flere år i det københavnske.
Det har længe været en stor drøm for hende at åbne en friskole i Aarhus-området, som skal komme hendes to børn til gode.
Hun selv gik i folkeskole i Aarhus, og hun husker tilbage på en tid, hvor der ikke var særlig meget tid til at se og opfylde den enkelte elevs behov. Hun følte sig selv overset, og det vil hun gerne undgå med sine egne børn.
Vi tager mere udgangspunkt i elevernes interesser og kører problembaseret læring, hvor eleverne selv kan være med til at bestemme, hvilken retning vi går.Emilie Skaarup Bruhn, bestyrelsesforkvinde på Din Friskole
Derfor uddannede hun sig til folkeskolelærer og supplerede den uddannelse med en kandidat fra Københavns Universitet og en Ph.d.
»Til sommer skal min ældste begynde i skole, så jeg vidste godt, at nu skulle det være. Men så tænkte jeg, at jeg heller ikke kun ville lade mine egne børn få glæde af en friskole. Derfor vil jeg gerne være sparringspartner og hjælpe andre forældre med at åbne friskoler i områder, hvor vi oplever en stor interesse,« siger Emilie Skaarup Bruhn.
Stor lokal interesse
Skanderborg Kommune er et af de områder, hvor Emilie Skaarup Bruhn oplever stor interesse fra forældre. I en gruppe på Facebook har omkring 50 forældre meldt sig ind. Og det bekræfter Emilie Skaarup Bruhn i, at hun har fat i noget af det rigtige med Din friskole. Hun er i øjeblikket i dialog med en af forældrene, som arbejder på at finde lokaler.
»Som jeg har forstået det, så er både Skanderborg og Stilling i tankerne lige nu,« siger Emilie Skaarup Bruhn.
Tanken med friskolen er, at den skal overtage de samme principper som Din Friskole i Trige.
Skræddersyet tilbud
Emilie Skaarup Bruhn vil have det enkelte barn i fokus og forældrene skal inddrages i det omfang, de selv ønsker. Noget af det som Din Friskole adskiller sig fra andre skoler på er, at de vil skræddersy undervisningen, så den rammer hvert barn bedst muligt.
»Vi vil være fleksible for netop at rumme flere elever og deres behov. De behøver ikke være der hele ugen. Vi kan lave noget med, at eleverne kan komme i skole nogle dage eller have nogle kortere dage. For de interesserede kan vi kombinere det med hjemmeskole. Vi har også et særligt fokus på at imødekomme højt begavede børn, og der er jeg allerede blevet kontaktet af en del forældre,« siger Emilie Skaarup Bruhn.
Initiativtageren fortæller også, at der er indgået samarbejde med to onlineskoler, så der er bedre muligheder for at skræddersy et tilbud til den enkelte elev. Undervisningen organiseres heller ikke efter fag, men efter temaer.
»Det er baseret på noget af den nyeste forskning. Vi tager mere udgangspunkt i elevernes interesser og kører problembaseret læring, hvor eleverne selv kan være med til at bestemme, hvilken retning vi går,« siger Emilie Skaarup Bruhn.
Hvis alt går efter planen skal friskolen i Skanderborg Kommune åbne i sommeren 2023. Der er også planer om at åbne friskoler under samme koncept i Hornslet og i Horsens eller Kolding-området.