Du er aldrig død på de sociale medier
Medmindre du har sat dine efterladte i stand til at fjerne dit digitale aftryk og lukke dine konti.
For de fleste mennesker er det længe siden, de sidst kiggede i et familiealbum eller satte billeder i et. Hvad der tidligere var forbeholdt familie og venner er i dag tilgængeligt for alle på internettet. Albummet er skiftet ud med digitale kopier på Instagram og Facebook, og vi har ikke længere kun konto i banken men også på Twitter og Linkedin. Men det digitale liv dør ikke når du dør. Dit digitale aftryk lever stadig.
Derfor bør du gøre dig overvejelser om, hvad der skal ske med dit digitale liv, når du ikke er her mere. Forbliver du et spøgelse på de sociale medier, er der en øget risiko for identitets-røveri, og måske er det heller ikke rart for dine efterladte, at dine profiler stadig er aktive, så dine pårørende og andre vil modtage påmindelser om din fødselsdag.
Det kan være en besværlig omgang for de pårørende at få lukket og slettet afdødes forskellige profiler og konti, så du kan gøre dem en tjeneste ved at tage stilling til det på forhånd. Også for at sikre, at digitale billeder og videoer ikke går tabt – man smider jo heller ikke sit familiealbum ud.
Man kan for eksempel i ”Min sidste vilje” notere, hvem man gerne vil have skal tage sig af ens konti, når man dør. Så må de sortere og slette og gemme det, der skal gemmes. Man kan også på nogle medier inde på sin konto gøre de pårørende eller bekendte til kontaktpersoner – ”eftermælekontakt” – hvilket gør det nemmere, når profilen skal lukkes. Det kan man for eksempel vælge på Facebook, hvor en ønsket person så efterfølgende holder øje med ens mindesmærke-konto eller sletter kontoen for altid. På Google kan man vælge en kontaktperson, som administrator for en inaktiv google-konto.
Man kan også dele sine login-oplysninger med en af sine pårørende, mens man lever, men det skal være en, man er helt tryg ved.
Ønsker man at lukke sin konto på Facebook, Instagram, Yahoo og de fleste andre, skal man anmode om det via et brev eller ved at udfylde en formular. Ofte skal man sende en kopi af dødsattesten og billed-ID blandt andet. E-boks lukker automatisk, når man dør. Pårørende kan dog få adgang til afdødes E-boks ved at udfylde en formular.