Fortsæt til indhold

Nanna donerede sit hår for at hjælpe folk med kræft

Ni-årige Nanna Binderup Bjerre har ladet sit hår vokse, så hun kunne donere det til parykker. Hun gjorde det for at støtte sin mormors kamp mod brystkræft.

Samfund

30 centimeter hår er doneret til en parykfabrik, så nu kan andre kræftramte få sig en paryk, fortæller Nanna Binderup Bjerre, der valgte at vise sin støtte til mormoderens kamp mod kræft på en meget synlig måde.

I over et år har hun ladet håret vokse. Hun har passet og plejet det og hun har endda fået sin mor med på ideen.

Derfor kunne tre generationer lade sig klippe hos frisør Anni Hastrup i Kirkegade forleden.

Mormor Jane Bjerre blev ramt af brystkræft for to år siden og efter endt kemobehandling er hun nu erklæret rask.

Før behandlingen valgte hun at lade sig klippe korthåret og hun fik en paryk, så ikke alle kunne se, at hun var syg.

»Jeg ville ikke ynkes eller kigges på som syg. Parykken hjalp mig til at føre et normalt liv som muligt undervejs,« fortæller hun.

Hun er rørt over barnebarnets tanke.

»Jeg syntes det er vildt stort, at så lille et menneske tænker på mig og alle de kræftramte der trænger til et værdigt sygdomsforløb.«