Forstanderduo vil løfte Vivild til næste niveau
Trods halvandet år uden en permanent ledelse, står efterskolen stærkere end måske nogensinde. Nu handler det for de to nye forstandere om at bygge videre på skolens solide fundament.
Vivild Gymnastik- og Idrætsefterskole står i en privilegeret situation. Skolen har en høj søgning, fyldte klasselokaler, god økonomi og en kvalificeret personalegruppe. Efter halvandet år med en midlertidig ledelse står skolens to nye forstandere derfor overfor en udfordring, der ikke handler om at finde en ny opskrift, men nærmere om at videreudvikle på det, der allerede virker.
»Vi har også i konstitueringsfasen bestræbt os på at udvikle os som skole, men det er klart, at vi jo de facto har manglet en i ledelsen. Normalt er vi tre, og det har vi ikke været i halvandet år. Så jeg glæder mig utrolig meget,« siger Per-Olaf Schmidt, der det sidste halvandet år har stået som konstitueret forstander på VGI.
Han skal fra 1. august udgøre forstander duo sammen med Asbjørn Nielsen. Det er en konstellation og et samarbejde de begge ser meget frem til. Alligevel er det en ny situationen for begge forstandere, og derfor har de første to arbejdsmøder også gået med at finde ud af, hvordan de sammen kan bidrage til skolens fremtid.
Insiderviden og nye idéer
Tanken bag forstanderduoen har været at have to ledere med hver deres styrker. Per-Olaf Schmidt har et indgående kendskab til VGI gennem sit mangeårige arbejde på skolen, og Asbjørn Nielsen kommer samtidig med nye idéer og andre vinkler på tingere. Fælles for dem begge er det indgående kendskab til efterskolearbejdet.
»Vi synes faktisk, at vi er kommet rigtig godt fra start i vores samarbejde. Det er meget tydeligt, at vi netop begge to kommer med en solid erfaring, og starter på et ret højt niveau, når vi snakker sammen,« siger Per-Olaf Schmidt.
Vi skal hele tiden være nysgerrige på, at verden uden for vivild jo ikke står stille, så derfor skal vi heller ikke stå stille. Vi skal hele tiden være med, og være nytænkende i forhold til tendenser i samfundet og i ungdommen og agere på det.Asbjørn Nielsen
Derfor har fokus i starten også været at bygge samarbejdet op stille og roligt og finde et fælles udgangspunkt. Det er der også tid til. Asbjørn Nielsen starter nemlig ikke i stillingen som forstander før efter sommerferien, da han skal færdiggøre sit arbejde som projektleder for DGI’s landsstævne.
»Lige nu tror jeg, det er meget det lange fokus på opbygningen af kommende skoleår, men også fremadrettede visioner. Fordi planlægningen omkring næste skoleår er ikke så konkret endnu, men også fordi det er vigtigt at få snakket værdier. Så det ikke kun er struktur og praktik. Hvorfor gør vi det, vi gør?« Siger Asbjørn Nielsen.
Nye omgivelser
For Asbjørn Nielsen er det nye job ikke kun ensbetydende med en professionel forandring men også en privat. Når han og konen står nye jobs på VGI, skifter de samtidig bopæl.
»Det er jo et job med liv og sjæl og hud og hår. Vi flytter ind, og flytter ind på skolen. Det handler om skoleliv, men også om lokalforankring. Det handler om Vivild-livet, og at blive en del af et nærmiljø.«
Han ser frem til igen at blive en del af livet på en efterskole og drive efterskole sammen med - og lære af - en ny personalegruppe.
»Samtidig glæder jeg mig også til at være den, der kommer udefra og stiller spørgsmål, og sætter retning, og er nysgerrig på måden at gøre det på, og som kommer med nye og gode idéer.«
To profiler
Det er netop sammenblanding af deres fælles og forskellige erfaringsgrundlag, der er styrken, mener Per-Olaf Schmidt.
»Når vi taler om skema f.eks. så ved vi baseret på erfaring, at der er en hel masse dilemmaer forbundet med skemalægning. Det fede og det gode er bare, at Asbjørn har en erfaring med, og jeg har en anden,«
Det er dog ikke noget, der kommer af sig selv, og derfor ser de to forstandere også frem til at bruge det næste halve år på at lægge en solid strategi.
»Jeg øver mig i også at spørge ind til Asbjørns erfaringer, sådan så det ikke bare kommer til at handle om, hvordan vi plejer at gøre på Vivild. Fordi jeg mener, det er en styrke at være åben overfor nye erfaringer. Ligesom når Asbjørn spørger ind til, hvorfor vi gør sådan og sådan.«
Samme pointe udtrykker Asbjørn Nielsen.
»I forhold til vores samarbejde, så er det jo en proces .Det er jo den der drøftelse, vi løbende har fra nu og frem til august, men i virkeligheden også meget længere. Vi starter jo ikke med at sidde og tegne et organisationsdiagram og så var det det, men vi skal netop mærke hinandens tilgange til det.«
Begge ser de dog først og fremmest frem til at have fuld fokus på eleverne, og kunne lave den bedst mulige efterskole.
»Fordi igen, det er jo også privilegeret, at vi kan etablere den her nye ledelse et sted, hvor der ikke er en brændende platform. Vi har søgning. Vi har en god økonomi. Vi har en tilfreds og velkvalificeret personalegruppe,« siger Per-Olaf Schmidt.
Han bakkes op af Asbjørn Nielsen, der også ser frem til at bygge videre på det, der allerede fungerer.
»Vi skal hele tiden være nysgerrige på, at verden uden for vivild jo ikke står stille, så derfor skal vi heller ikke stå stille. Vi skal hele tiden være med, og være nytænkende i forhold til tendenser i samfundet og i ungdommen og agere på det.«