Fortsæt til indhold

Stormen har fat i testcentre: Sådan er status

Landets regioner forventer, at testcentre kan åbne i løbet af søndagen.

Samfund
jwh

Selvom stormen Malik er ved at takke af for denne gang, så er landets PCR-testtelte fortsat udfordret af blæsevejret. Siden lørdag blev testcentre lukket ned på grund af stormvejret, hvilket viste sig at være en rigtig god idé. Billeder, som Lokalavisen har modtaget, viser således, hvordan testtelte i Københavns Lufthavn kollapsede på grund af stormen.

På Aarhus Universitetshospitals Facebook-side oplyser kommunikationsafdelingen, at hospitalets testtelte har haft lignende udfordringer.

»Der er nogle telte, som er blæst ned, og det er endnu ikke sikkert at færdes i området,« lyder opdateringen fra pessechef Lars Elgård Pedersen.

Alle PCR-testcentre i hovedstadsområdet forventes først at åbne igen søndag omkring klokken 15, lyder meldingen på Regions Hovedstadens hjemmeside.

I andre af landets regioner lyder meldingen lige nu, at testcentrene åbner i takt med, at stormen lægger sig.

Aarhus Universitetshospital oplyser, at testcentret i Skejby efter planen åbner klokken 12, og det bliver med ekstra tider i eftermiddag og aften.

Følg Lokalavisens liveblog om stormen Malik her.