Mindeord: Helmuth Strandgaard
Lokalavisen har modtaget mindeord om Helmuth Strandgaard, tidligere forskningschef på Vildtbiologisk Station, Kalø. Mindeordene er skrevet af Tommy Asferg, Hvedevangen 38, Thorsager:
»Vildtbiolog, Dr.phil. Helmuth Strandgaard, der havde sit virke på Vildtbiologisk Station, Kalø fra 1954 til 1997, herunder i perioden 1978-1994 som forskningschef, døde 6. januar 2022 på plejehjemmet Lillerupparken, 94 år gammel. Strandgaard var kendt som en blændende og kompetent foredragsholder, helst uden manuskript, og med rådyr som det absolutte yndlingsemne. Strandgaards indgående kendskab til hjortevildt, og især til råvildtet, blev opbygget gennem en lang karriere som vildtforsker, der tog sin begyndelse, da han i 1954 blev ansat som assistent på Vildtbiologisk Station.
Strandgaards første forskningsprojekter drejede sig om kronvildt, men midt i 1960’erne blev han leder af et stort projekt, der skulle belyse, hvor mange rådyr, der var i Kaløs skove, og hvordan det gik til, at der til stadighed var det samme antal dyr om foråret, selv om der blev født et stort antal lam hvert år. Og der blev vel at mærke ikke drevet jagt på råvildtet på Kaløs arealer i den periode. Efter tre år med intensive feltstudier nat og dag kunne Strandgaard i 1973 indlevere en afhandling til Aarhus Universitet til forsvar for den filosofiske doktorgrad. Strandgaard var skovfogeduddannet, og også dengang var det en undtagelse at få en doktorgrad uden forudgående akademisk uddannelse. Strandgaards disputats fik stor anerkendelse og blev belønnet med både nationale og internationale priser. Afhandlingen kom til at præge hjortevildtforskningen gennem en hel generation, og den bliver stadig citeret i internationale fagtidsskrifter.
Helmut Strandgaard blev født på Solrød Strandgaard i 1927, men på grund af svære tider for landbruget flyttede familien til Taastrup, en forstad til København, som dengang lå langt ude på landet. Her fik han en fri og lykkelig barndom og ungdom med masser af muligheder for at dyrke sin allerede dengang store interesse for naturen og alt, hvad der rører sig i den. Han kunne fx fange små fisk, haletudser og sommerfuglelarver, der blev taget med hjem, så han kunne følge deres videre udvikling på nærmeste hold. På en af sine mange cykelture i omegnen, stødte han en efterårsdag på en gruppe jægere, der stod omkring noget nedlagt vildt. Den 14-årige Helmuth oplevede hele stemningen og sceneriet som noget ganske særligt, og han besluttede på stedet, at han ville være ”en af dem”, han ville være jæger.
Og Strandgaard blev jæger. Jagt og fiskeri blev en af hans livslange passioner, og hans arbejdsmæssige løbebane gav ham rige muligheder for dyrke interessen for naturen. Han ville være skovfoged, så efter realeksamen påbegyndte han i 1944 skovfogeduddannelsen på Lellinge Skovdistrikt. Uddannelsen måtte dog snart sættes på stand by, for han kom i med i en gruppe, som modtog nedkastede våben og sprængstoffer til modstandsbevægelsen, og det gik godt i en tid, men gruppen måtte senere gå under jorden.
Efter krigen genoptog Strandgaard skovfogeduddannelsen med lærerige ophold på Rye-Nørskov og Farum Skovdistrikt. Derefter påbegyndte han sin værnepligt på Høvelte kaserne, men skiftede efter et halvt års tid til Fodfolkets Kornet- og Løjtnantsskole på Kronborg. Efter en tid som kornet i Vordingborg var han løjtnant ved den danske brigade i Itzehoe. Herefter vendte han tilbage til skovbruget, men bevarede forbindelsen til forsvaret som løjtnant af reserven.
Strandgaards første ansættelse som skovfogedaspirant var på Hoverdal plantage øst for Ringkøbing. Det var på mange måder en stor omvæltning, men han kom hurtigt til at holde af den vestjyske natur, og ikke mindst nød han jagten på bl.a. krondyr og urfugle; dengang var der jagttid på urkokke. Det var i øvrigt også her han lærte at holde bier, en aktivitet som han hyggede sig med langt op i årene. Som medlem af den lokale jagtforening var Strandgaard en dag med på en udflugt til Kalø Jægerskole med efterfølgende besøg på Vildtbiologisk Station, som var navnet på den jagtforsøgsgård, der blev oprettet på Jagtslottet på Kalø Gods i 1949.
Her mødte han for første gang Kalø Jægerskoles legendariske leder Jens Bjerg-Thomsen og de første danske vildtforskere, og det skulle vise sig at blive helt afgørende for hans videre løbebane. Tankerne om at beskæftige sig med jagt og vildt havde sat sig fast hos Strandgaard, så efter at have afsluttet en supplerende skovfogeduddannelse begyndte han som elev på Jægerskolen, et ophold som han i øvrigt finansierede ved at sælge honning fra egne bier.
Strandgaard var en efterspurgt foredragsholder. I de unge år blev hans diskussionsevne skærpet ved utallige foredragsaftner i jagtforeninger landet over, hvor han bl.a. måtte forsvare Vildtbiologisk Station, som i sine første år ikke var lige populær hos alle jægere. Senere var han på studie- og foredragsrejser i bl.a. USA, Kina, Afrika og Grønland. Strandgaard har fortalt om rejserne og sit liv i øvrigt i erindringsbogen ’Vildtbiologen fortæller’.
Strandgaard blev forskningschef på Vildtbiologisk Station i 1978. Også dengang var der kamp om bevillingerne og diskussion om styring af forskningen. På et tidspunkt fremkom der endog forslag om at sælge Kalø for at skaffe penge til den slunkne statskasse, men det blev forhindret, ikke mindst takket være Strandgaards argumentation og politiske forbindelser. Det var også i Strandgaards chefperiode, Vildtbiologisk Station blev overført fra Landbrugsministeriet til Miljøministeriet og senere blev en del af Danmarks Miljøundersøgelser (DMU). Ikke alle ændringer var efter Strandgaards ønsker og smag.
Ud over sit professionelle virke var Strandgaard i en årrække engageret i bestyrelsesarbejde for Andelsbanken/Unibank, ligesom han var han tilknyttet Hjemmeværnet gennem mere end 40 år. I 1997 blev han tildelt Ridderkorset af 1. grad.
Også på hjemmefronten var Strandgaards liv fyldt med dyr og natur. Først i det lille smedehus på Molsvej i Rønde, og derefter på Gretbjerggaard i Hedeskov. Begge steder samlede han et sandt menageri af duer, høns, ænder, gæs og påfugle for blot at nævne nogle få. Han elskede at »gå ud og se til dyren«, og det var et stort savn, da han ikke længere kunne overkomme at passe gården og måtte flytte til et mindre hus.
Efter eget udsagn havde Strandgaard et langt og godt liv. Alt var dog ikke fryd og gammen. Strandgaards første kone, Karen, døde allerede som 49-årig. De fik to døtre, og de nåede at fejre sølvbryllup. Strandgaard giftede sig senere med Birthe Wellendorf, og de fik et langt otium sammen, inden Birthe døde i 2015.
Strandgaard boede på plejehjemmet Lillerupparken i sine sidste år. Han var åndsfrisk og positiv til det sidste og satte stor pris på den pleje og omsorg, han modtog. Han var glad for at få besøg af venner og familie, ikke mindst af sine tre børnebørn og seks oldebørn.
Æret være Strandgaards minde.«