Fortsæt til indhold

Distriktsråd opfordrer kommunen til at købe to ejendomme på Slotsgade

Syddjurs Kommune bør udvise rettidig omhu forud for den planlagte trafiksanering af midtbyen i 2024-2025 ved at opkøbe ejendommene på Slotsgade 1 og Slotsgade 20, lyder anbefalingen fra Ryomgård Distriktsråd.

Samfund

Omfartsvejen uden om Nimtofte fra Frederikslundvej til Randersvej har været køreklar længe

Omfartsvejen på ca. 3,2 km og den dobbeltrettede cykelsti på ca. 4,1 km. - fra Margrethelundvej og til Djurs Sommerland - har vist sit værd i et stykke tid nu.

Dermed er Etape 1 af det ambitiøse Nord-Sydvejprojekt for længst udført.

I 2023-2024 er det planlagt at forlænge cykelstien fra Margrethelundvej ud for gården Kragelund og til Ryomgård

I tillæg hertil er den såkaldte bypassage gennem Slotsgade i Ryomgård, fra byskilt til byskilt, projekteret i 2024-2025.

Allerede i efteråret 2021 opfordrede Ryomgård Distriktsråd Syddjurs Kommune til at købe ejendommen Slotsgade 1 (tidligere hjemsted for Butik Jytte) på hjørnet af Jernbanegade og Slotsgade for at være klar til arbejdet med at smidiggøre trafikafviklingen gennem Ryomgård.

»Vi fremsendte vores skrivelse 13. september 2021, og allerede dagen efter fik vi besked om, at kommunen ville behandle dette forslag politisk - også i lyset af den kommende budgetaftale. Herefter har vi ikke hørt mere,« siger Kirting Olesen, formand for Ryomgård Distriktsråd.

Til salg længe

Ryomgård Distriktsråd peger i henvendelsen til Syddjurs Kommune på flere forhold, der gør, at kommunen bør udvise rettidig omhu og gribe fat i pungen.

- At hele stueetagen (erhvervsdelen) har stået tom i mere end et halvt år, og ejendommen længe har været til salg.
»Det må således formodes at være lettere og billigere at købe ejendommen nu frem for at erhverve den om nogle år, hvor der måske er investeret penge i forbedringer, og den er fuld udlejet igen, ligesom man kan befrygte, at den så skal erhverves gennem ekspropriation.«

- at ejendommens placering er uhensigtsmæssig i forhold til det nye DjursBo byggeri i Ryomgård Midtpunkt, som ligger på nabogrunden. De 38 lejligheder skulle være klar til indflytning 1. maj 2022

- at tilkørselsforholdene til Ryomgård Midtpunkt i givet fald vil kunne forbedres, hvis man kunne disponere over en del af grunden, der hører til Slotsgade 1.

- at ejendommen begrænser oversigtsforholdene i det stærkt trafikerede T-kryds Jernbanegade/Slotsgade.

Vi fremsendte vores skrivelse 13. september 2021, og allerede dagen efter fik vi besked om, at kommunen ville behandle dette forslag politisk - også i lyset af den kommende budgetaftale. Herefter har vi ikke hørt mere
Kirting Olesen, formand for Ryomgård Distriktsråd

Slotsgade 20

Ryomgård Distriktsråd peger nu også på det oplagte at købe ejendom på Slotsgade 20 på hjørnet af Slotsgade-Vestergade, i folkemunde smedeejendommen, som tidligere har inde været i billedet til nedrivning i forbindelse med ny rundkørsel.

I januar 2022 er den mangeårige ejer afgået ved døden, og derfor forventes også denne ejendom at komme til salg.

Af hensyn til den kommende vejplanlægning og det arbejde, der er projekteret til at foregå i 2024, opfordrer Ryomgård Distriktsråd derfor Syddjurs Kommune til at også opkøbe denne ejendom.

Ejendommen på Slotsgade 20, i folkemunde smedeejendommen, kommer sandsynligvis til salg inden længe. Den mangeårige ejer døde i januar 2020. Foto: Lars Norman Thomsen

Etape 2 og Etape 4

I den oprindelige plan var strækningen mellem Ryomgård og Kærende rykket frem i hierakiet til Etape 2 og stod i forbindelse med vedtagelsen af Budget 2020 til at blive projekteret og udført de to kommende år.

For at få sammenhæng i tingene vedtog man imidlertid politisk i 2022 at projektere Etape 2 forud for Etape 4, by-passagen gennem Ryomgård (fra byskilt til byskilt).

Bypassagen var oprindeligt planlagt realiseret i perioden 2022-2023, men rykkede siden nogle år ud i fremtiden, da kommunens kassebeholdning var betændt i starten af 2020 og krævede hårdhændede besparelser på driften og udsættelse af planlagte investeringer, herunder på Nord-Sydvejen.

Ideen til Nord-Sydvejen stammer fra rapporten ’Masterplan for infrastruktur på Djursland’, som blev udarbejdet af Djurslands Udviklingsråd tilbage i 2007.

Kirting Olesen forventer, at Syddjurs Kommune snarest melder tilbage, om der fra politisk hold er opbakning til opfodringerne fra Ryomgård Distriktsråd.