Fortsæt til indhold

Kom til foredrag om landsbyliv i Auning

Johs. Nørregaard Frandsen, der er kendt fra sin medvirken i kultur- og debatprogrammer i radio og TV, vil på sin humoristiske og nostalgiske måde fortælle om kulturen på landet 1950 -2020.

Samfund

Livet på landet har gennemgået en enorm udvikling de sidste 70 år. I 1950’erne var Danmark uden for de større byer præget af en landbokultur, der havde rod i sogne, landsbyer og andelsbevægelse. Landbruget var førende erhverv og sammen med de kirkelige og folkelige miljøer centrum for en særlig livsform. I de følgende årtier forvandlede livet på landet sig med mekanisering, centralisering, specialisering, intensivering samt afvandring og store ændringer i normer og værdier.

8. februar i Sognehuset i Auning holder Johs. Nørregaard Frandsen foredraget ”Da landbolivet blev en by i provinsen” om netop denne udvikling. Han har som kulturforsker undersøgt landsbylivets opbrud og dets konsekvenser, og det er denne viden han formidler i foredraget. Han fortæller om forvandlingerne især i 1950’erne og 1960’erne med udgangspunkt i sit eget liv, og forsøger at fremkalde scener og billeder, der måske vækker genkendelse hos lytterne.

Et kendt ansigt

Johs. Nørregaard Frandsen, der er kendt fra sin medvirken i kultur- og debatprogrammer i radio og TV, vil på sin humoristiske og nostalgiske måde fortælle om kulturen på landet 1950 -2020. Johs. Nørregaard Frandsen er årgang 1950, og er født og opvokset på en gård i et vestjysk landsogn. Han arbejdede i en årrække ved landbrug og industri indtil han begyndte at studere.

Foredraget arrangeres af Aktuelle Aftener i Auning, der hen over vinteren har 6 møder. Der er ingen tilmelding til møderne, man betaler bare ved indgangen og alle er velkommen. Møderne starter kl. 19 i Sognehuset i Auning.

Pris: 60,- kr. pr. foredrag.