25 års jubilæum som bryggeri-laborant
Skanderborgeren Hanne Bager, associate scientist hos IFF (tidligere DuPont) i Brabrand, har tirsdag 1. februar 25 års jubilæum, skriver virksomheden i en omtale til Uge-Bladet.
Hanne Bager er uddannet laborant og var de første år på det fynske bryggeri Albani. Da familien i 1997 flyttede til Skanderborg, fik hun laborantjob i Brabrand i bageriafdelingen på innovationscentret, der dengang hørte til Danisco.
I 2009 blev hun forfremmet til senior laboratory technician, men da Danisco kort tid efter etablerede en afdeling for løsninger til bryggeribranchen, var det med Hanne Bagers baggrund fra Albani oplagt at søge derhen. Her er hun stadig, siden 2015 med titel af associate scientist.
»Det indebærer, at jeg er med til at udvikle blandt andet analysemetoder og forsøg med nye løsninger til vores bryggerikunder verden over. Vores opgave i laboratoriet er at teste kvalitet og sikkerhed, så vi holder, hvad vi lover kunderne, men også at hjælpe dem på vej med nye løsninger,« fortæller Hanne Bager.
Bryggerilaboratoriet i Brabrand er et fælles, der dækker over globale opgaver med support til kunder i blandt andetUSA, Brasilien, Indien og Sydafrika, hvor Hannes øvrige kolleger sidder.
»Det er en rigtig spændende arbejdsplads, hvor du kan være proaktiv og bidrage med egne ideer til test og udvikling. Har man lyst, er det også muligt at blive udstationeret i de andre lande,« fortæller Hanne Bager, som dog har valgt at forblive på hjemmebanen.
Privat bor hun med sin mand, Charless Bager, i Skanderborg, hvor fritidsinteresser som håndbold, spinning og styrketræning suppleres med havearbejde og indretning af hjemmet. Parrets søn, Jacob Bager, har for nylig afsluttet sin cand. merc. BI-uddannelse i Aarhus og er allerede etableret med eget firma.