Fortsæt til indhold

Pynter sig med lånte fjer: Ny Telia-mast var kun en sender

Samfund
bo

Nyheden om, at Telia har opsat en ny telemast i Stjær skabte i forrige uge en del undren blandt flere borgere i byen. Masten skulle angiveligt være opsat på Vesterbro 32D, men det kunne en gruppe borgere med lokale Bjarne Frank i spidsen ved selvsyn hurtigt konstatere på ingen måde var tilfældet.

Bjarne Frank henvendte sig til UgeBladet for at spørge, hvorfor vi bragte sådan en løgnehistorier i avisen. Den slags kan vi naturligvis ikke have siddende på os, så vi kontaktede straks Telia, der havde sendt os pressemeddelelsen om den nye mobilmast, for at høre, hvad de havde at sige til det.

Hos Telia erkender kommunikationskonsulent Jeppe Funder, at man har pyntet sig med lånte fjer, da ordet mast blev brugt i pressemeddelelsen.

»Der er tale om en nyopsat mobilsender og ikke en mobilmast. Den nye sender, der giver bedre mobildækning for Telia-kunder i området, sidder på den eksisterende mast på adressen. I pressemeddelelsen stod fejlagtigt, at der var opsat en ny mobilmast. Det beklager vi naturligvis,« understreger han.