Solgt for 1 krone: Skagen Rev skal hjem til Skagen
Fregatten Jylland har lavet en aftale med storfiskeren Henning Kjeldsen
Nu er det sikkert og vist. Fyrskibet Skagen Rev er solgt. Mandag underskrev Henning Kjeldsen, også kendt som kvotekongen fra Skagen, kontrakten med Fregatten Jylland.
»Vi er meget, meget glade. Vi ønskede en løsning, som skibet hurtigst muligt kan komme i gode hænder, og så er vi da glade for, at det kommer hjem til Skagen. Det er et drømmescenarie for os,« siger Karin Slæggerup, direktør for Fregatten Jylland
Nu venter der Henning Kjeldsen en stor opgave med at få skibet bugseret på et værft, og ikke mindst at forsikre det under rejsen. Hans egne folk har vurderet, at reparation og renovering kan løbe op i over 20 millioner.
Skuffelse i Aarhus
Jørn Grønkjær, som i sidste uge fik fyrskibet på dagsordenen i flere landsdækkende medier, er skuffet. En smule over, at fyrskibet ikke skal til Aarhus, men mere over den måde, Fregatten håndterede salget på.
»Så sent som fredag var vi i samarbejde med Fregatten ude at besigtige skibet igen, og lørdag ser jeg så, til min store overraskelse, at Henning Kjeldsen annoncerer købet på Facebook.
Jeg synes principielt, det er fint, at Skagen Rev kommer hjem til Skagen, hvor jeg også selv har boet i en årrække, men jeg synes ikke om håndteringen fra Fregattens side.«
Ifølge Karin Slæggerup blev købet først endeligt aftalt mandag.
»Henning Kjeldsen var simpelthen hurtigere til at slå til,« forklarer hun.