Ny dansk duo giver koncert i Ørsted Biograf
Spillestedet Turbinen drager på tour ud i landet.
Sagild & Rowedder er en ny dansk duo bestående af Cecilie Rowedder og Kim Sagild, der siden sommeren 2020 har arbejdet på og forberedt indspilningen af en række originale titler skrevet af Kim Sagild med inspiration fra den tidlige bossanova.
Søndag 13. februar klokken 14.30 spiller duoen koncert i Ørsted Biograf som en del af Turbinen på Tour.
Sagild & Rowedder kalder selv deres musik for ny nordisk bossanova, idet de afsøger og inspireres af det dynamiske felt mellem den latinske musik og det mere nordisk kølige, måske introverte, og ikke mindst fællesnævneren – det melankolske.
Det fortæller Turbinens musikansvarlige Michael Gonzalez.
»Det var en stor oplevelse, sidst vi på Turbinen rykkede i den næsten hundrede år gamle Ørsted Biograf, hvor en udsolgt sal havde fornøjelsen af at opleve en Tue West i absolut topform. Siden da har vi gerne villet vende tilbage til biografens skønne rammer, og med den danske guitarlegende, Kim Sagild, og hans nye bossanovaprojekt, har vi fundet det helt rigtige match til biografens bløde sæder og beroligende mørke,« siger Michael Gonzalez i en pressemeddelelse.
Han uddyber:
»Jeg oplevede selv Kim Sagild første gang, da han gav en blændende koncert i Turbinens lounge med sit projekt, Dansk-Amerikansk Musikklub, hvor han sammen med to yngre medsammensvorne gav en opvisning i, hvordan amerikansk blues fra otte årtier skal skæres. Der vidste jeg, at det ikke var sidste gang, han havde betrådt en scene i Turbine-regi. Men han kan andet og mere end amerikansk blues.«
Kendte samarbejder
Mange vil kende Kim Sagild som guitarist, producer og komponist – og for hans samarbejder med blandt andre Sanne Salomonsen, Thomas Helmig og Kasper Winding, men det er de færreste, der kender til hans forkærlighed for bossanova.
I år på sin 70-års fødselsdag udgiver han sammen med Cecilie Rowedder, der også er en del af Dansk-Amerikansk Musikklub, albummet ’Bossa Blue’, der udkommer på den garvede musikers 70-års fødselsdag i år. Det er de sange, han har med, når han sammen med Cecilie Rowedder, Peter Vuust og Lene Nørgaard giver koncert i Ørsted Biograf.