Fortsæt til indhold

De nationale tests skal smides på porten i de lokale folkeskoler

Et flertal bestående af venstrefløjen i Syddjurs Byråd og Det Radikale Venstre besluttede på sidste uges byrådsmøde at søge om dispensation til at droppe de nationale tests

Samfund

BYRÅD Et flertal i Syddjurs Byråd valgte på sidste uges byrådsmøde at følge i hælene på andre kommuner i synet på de nationale tests i folkeskolen.

Konkret kommer det til at ske ved, at man som kommune som et forsøg under den såkaldte frikommune-ordning skal søge staten om en dispensation, der gør det okay at skrotte de nationale tests.

Enhedslistens Jesper Yde Knudsen har længe været en varm fortaler for at droppe de nationale tests med henvisning til børnenes tarv (stress), men også peget på, at flere forskere har undsagt værdien af de nationale tests.

”Ved Folketingsvalget går Enhedslisten til valg på at vise tillid til og give magt tilbage til de professionelle der hver dag arbejder med børnene, vi går til valg på tilføre flere ressourcer så der kan blive tid til forberedelse og kvalitet i arbejdet, og vi går til valg på en fuldstændig afskaffelse af de nationale test,” som Jesper Yde Knudsen formulerer det i et indlæg andetsteds i denne avis.

Det var da også ham, der på vegne af Enhedslisten, Alternativet, SF og Socialdemokratiet havde formuleret forslaget til byrådsmødet, som ikke først havde været forbi Udvalget for Familie og Institutioner til kvalificering, men røg direkte på byrådets dagsorden. Det sidste tændte op under den borgerlige side, der især rettede hårde angreb mod borgmester Ole Bollesen (S) for igen ikke at tænke i brede politiske løsninger og anbefalinger.

Barsk kritik

Venstres ordfører, Jørgen Ivar Bruus Mikkelsen, var således barsk i sin kritik af borgmesteren for dårlig ledelse og manglende lyst til at inddrage hele byrådet på trods af, at borgmesteren sagde det modsatte ved sin tiltrædelse i januar 2018, ifølge Venstres ordfører.

Andre påpegede, bl.a, Det Radikale Venstres Jan Kjær Madsen, at det er blevet en uskik at bringe et forslag direkte til byrådet i stedet for at lade det undergå en behandling i et politisk udvalg først, før det lander på byrådets bord.

Jan Kjær Madsen fandt dog alligevel forslaget værd at støtte, så han stemte sammen med Enhedslisten, Alternativet, SF og Socialdemokratiet, i alt 15, forslaget i hus.

Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, i alt 12, stemte imod.

Vil diskutere

Ole Bollesen, der på byrådsmødet udtrykte forståelse for Jørgen Ivar Bruus Mikkelsens kritik, vil gerne diskutere med det øvrige byråd, om det er okay at bringe forslag direkte på byrådets dagsorden uden, at forslaget har været forbi et udvalg, siger han til Lokalavisen.

Inden byrådsmødet havde borgmesteren bedt forvaltningen om at kommentere forslaget om tests i folkeskolen.

Derfor lå der et notat, som hele byrådet fik før byrådsmødet.

Tidligere borgmester Kirstine Bille (SF) har flere gange argumenteret for, at det skal være muligt at stille forslag direkte på byrådets dagsorden.

SFs unge politiske kandestøber, Morten Siig Henriksen, har således gjort det et par gange. F.eks. da han bragte en diskussion om, at Syddjurs Kommune ikke skal handle med firmaer, der konsekvent søger skattely, på byrådets dagsorden. Et forslag, som blev sendt til udvalgsbehandling efterfølgende, og senere igen landede på byrådets bord, hvor det blev stemt hjem. Kirstine Bille gentog sine argumenter på sidste uges byrådsmøde.

”Det er hele ånden i vores lokale kommunale styre,” lyder hendes argument.

Nu kommer byrådet, på borgmesterens foranledning,, til at endevende mulighederne på et kommende temamøde.