Fortsæt til indhold

Lokal medicinstuderende vinder pris for forskningsprojekt

Tidligere Ebeltoft dreng hædret for sin forskning

Samfund

Medicinstuderende Søren Emil Rasmussen, som er opvokset i Ebeltoft, har netop modtaget Gigtforeningens Studenterpris på 10.000 kr.

Søren Emil Rasmussen læser på Aarhus Universitet og har fået prisen for et forskningsstudie, som gik ud på at undersøge effekten af elektrisk stimulation af vagus-nerven hos patienter med psoriasisgigt eller rygsøjlegigt.

Tidligere forskning peger på, at elektrisk stimulation af vagus-nerven kan dæmpe betændelsestilstanden hos patienter med leddegigt eller andre betændelsessygdomme.

Søren Emil Rasmussens studie kan danne grundlag for mere forskning på området og måske åbne for en ny behandlingsmetode for patienter med gigtsygdomme.

Bemærkelsesværdige opgaver

Gigtforeningen uddeler hvert år en række studenterpriser på hver 10.000 kroner til studerende eller grupper af studerende, der laver bemærkelsesværdige opgaver (OSVAL II/ fordybelsesopgave/ forskningsårsopgave) inden for gigtområdet (det reumatologiske område).

Med priserne ønsker Gigtforeningen at belønne medicinstuderendes selvstændige og prisværdige opgaver inden for gigtområdet, så flere unge læger motiveres til at specialisere sig som gigtlæger (reumatologer).

Gigtforeningens Studenterpriser blev indstiftet i forbindelse med foreningens 70 års fødselsdag i 2006.